Hvis man ikke havde småpenge i pungen, da Røde Kors i weekenden bankede på, kunne man i stedet betale med kreditkort.
Den velgørende organisation havde udstyret sine indsamlere med kreditkort-automater i et samarbejde med det danske opstartsfirma Wallmob.
Kort-terminalerne var dog kun et forsøg, som cirka 300 indsamlere fik med sig i marken. Der er totalt set cirka 20.000 indsamlere. Men selv om forsøget var begrænset, har det givet en håndfuld erfaringer. Danskerne skal vænnes til det nye tilbud, men hvis de bliver det, kan Dankort-betalinger potentielt betyde større indtægter for organisationen.
Kort giver mere end mønter
Nogle stikprøvespørgsmål har afsløret, at flere af de danskere, der blev præsenteret for dankort-automaten, tvivlede på sikkerheden.
"Danskerne skal vænnes til muligheden. Og der ligger især en informationsopgave foran os i forhold til at informere indsamlere og danskere, hvis vi vælger at bruge kreditkortbetalinger igen," siger Søren Anthon Buhl, fundraiser og digital konsulent hos Røde Kors.
En anden oprindelig bekymring gik på, hvordan danskerne ville tage imod muligheden for kreditkort. For hvis indsamlere kan tage imod kortbetalinger, forsvinder den ofte brugte standard-undskyldning: "Øh, jeg har desværre ingen kontanter".
Røde Kors har ikke fået alle tilbagemeldinger fra indsamlere endnu. Men for eksempel ligger det fast, at indsamlere med kortlæsere i gennemsnit kun har gennemført tre betalinger med terminalerne. Om det er lidt eller meget, er svært at konkludere uden tidligere erfaringer. Men til gengæld er donationer større end kontante donationer, så der er potentiale i konceptet, skønner Røde Kors.
"I app'en var der mulighed for at donere 20, 50, 100 eller 150 kroner. Gennemsnitsdonationen var 57 kroner, hvilket er højere end det normale gennemsnit og mere, end vi havde forventet. Og hvis det viser sig, at gennemsnitsbeløbet for en typisk donation flytter sig ved at bruge kortbetalinger, er det jo interessant," siger Søren Anthon Buhl.
Lidt hurtig hovedregning viser, at Røde Kors har modtaget cirka 40.000 kroner på betalingskort-eksperimentet. Det er ikke meget ud af en samlet indsamlingssum på 18 millioner kroner. Men ifølge Søren Anthon Buhl betyder tallene også, at indsamlerne potentielt kunne have indsamlet op imod fire millioner kroner alene i digitale donationer, hvis de alle havde haft kortterminaler med rundt i søndags.
LÆS OGSÅ: Røde Kors erstatter raslebøsser med Twitter