Microsoft har skabt stor forvirring med sin melding om, at Xbox-spil kommer til Windows 8. Det har fået mange til at tro, at man faktisk kan køre Xbox 360-spil under den næste version af Microsofts operativsystem. Men det ser ud til, at sandheden er mere kompliceret.
I et nyt blogindlæg gentager Microsoft, at man vil "bringe Xbox-spil i høj kvalitet" til Windows 8, og disse spil skal køre på alle pc'er, bærbare og tablets med operativsystemet. Microsoft kalder dette for "Xbox Games for Windows".
Det betyder dog ikke, at de eksisterende Xbox 360-spil kan afvikles i Windows 8. Der kommer en helt ny online-platform, som også hedder Xbox Live, og her vil man udgive spil specielt til Windows 8.
Den første liste med 40 spiltitler viser, at der typisk er tale om småspil, som man allerede kender fra mobile platforme. Her er kendte titler som Angry Birds, Cut the Rope, Fruit Ninja, Pac-Man og Zombies.
Det er formentlig en stor skuffelse for alle de spillere, der havde regnet med, at alle Xbox 360-spil kan køre under Windows 8.
Tilbage i juli forlød det ellers, at man blot kunne lægge dvd'en i drevet under Windows 8 og så køre Xbox 360-software direkte. Den historie var altså en and.
I stedet har Microsoft nedprioriteret sin gamle tjeneste Games for Windows Live og forsøger nu at køre Xbox Live i stilling som det sted, hvor Windows-brugere skal hente deres spil.
Men det er altså indtil videre kun små spil - det, man også kalder "casual games" - og Xbox Live ligner dermed ikke en seriøs konkurrent til den store spil-platform Steam.
Windows 8 leveres med en præinstalleret Xbox Games app, hvor man kan finde og hente spillene. En del af dem bygger på en free-to-play-model, hvor det er gratis at hente grundspillet, der så bliver finansieret over reklamer eller salg af add-ons.
Der kommer også en multiplayer-modus i nogle spil, så pc-spillere kan dyste mod Xbox 360-ejere.