Snart vil Google få os alle til at gå med intelligente briller. Project Glass er Googles bud på at smelte internet og computer sammen med mennesker.
Men den sammensmeltning er vi måske slet ikke klar til endnu.
Den canadiske forsker Steve Mann blev forleden tæsket på en McDonalds restaurant i Frankring - udelukkende for at gå med en brille med indbygget computer og kamera.
Andre gæster på restauranten følte sig overvåget, og personale på stedet kastede sig derfor over videnskabsmanden.
Verdens første cyborg
Steve Mann kalder sig selv for verdens første cyborg. Allerede i 80'erne begyndte han at iklæde sig teknologi og filme sin tilværelse. Se billeder nederst.
Den model, som Steve Mann iøjeblikket går rundt med, minder meget om Googles kommende brille. En tynd skinne over øjnene og et computer-glasøje, der dækker det ene øje.
På sin tur rundt i Paris havde ingen sikkerhedspersonale på de otte museer, han besøgte, bemærket brillerne. Men på McDonalds fik de alarmklokker til at ringe.
Han fortæller, at flere ansatte greb fat i ham, slog ud efter ham og til sidst skubbede ham ud på gaden.
Først forsøgte en ansat at rive brillerne af canadieren, men brillerne er fastgjort til hovedet - og skal pilles af med specielt værktøj. Det forsøgte Steve Mann at forklare ved at fremvise dokumentationen fra sin læge. Men dokumentationen blev krøllet sammen og ødelagt.
En indbygget sikkerhedsmekanisme i brillerne betyder, at der bliver taget billeder, når ejermanden bliver overfaldet. Så den uheldige gæst har billeder af alle, der kom i nærheden af ham.
Steve Mann har en længere detaljeret gennemgang af episoden på sin hjemmeside, hvor han efterlyser vidner og hjælp til at komme i kontakt med McDonalds - for at finde ud af, hvad han gjorde forkert.
Optrinnet i Paris er en dårlig start for augmediated reality indbygget i tøj eller bærbare apparater. Men mon ikke Googles Project Glass kan ændre på opfattelsen af det i fremtiden.