Hvad skal der ske med din Facebook-konto, når du dør? Og var der noget, du ikke fik sagt til dine børn, kone eller kæreste?
Det danske firma 3 Danes har lanceret tjenesten Eftermail, der vil gøre det let at planlægge din afsked med denne verden.
På Eftermail kan man skrive emails og vedlægge filer, som først bliver sendt ud, hvis afsenderen dør. Det kunne være kodeord eller hemmeligheder, som man af en eller anden grund ikke tør dele med andre, mens man er i live.
Man kan af naturlige årsager ikke selv give Eftermail besked om, at man har stillet træskoene. Eftermail henter i stedet oplysningen fra centralt hold. Det vil også sige, at man ikke kan bruge Eftermail til at planlægge sin begravelse og beslutte hvilke sange, der skal synges. De pårørende får nemlig først beskeden et stykke tid efter selve dødsfaldet.
Eftermail kan derfor især bruges til at lave regulære afskedsbreve til familien enten som tekst eller video. Se eksempel på afskedsvideo nederst. Det online "testamente" må maksimalt fylde 1GB.
SE OGSÅ: Galleri - Sådan husker nettet dig
Der er lavet flere forsøg på at tilbyde det samme, som Eftermail gør i udlandet. Men det er første gang, at danskere får en dansk "testamente"-tjeneste.
Den danske vinkel betyder også, at Eftermail kan kigge i det Centrale Personregister og tjekke, om en person er død, så man ikke skal involvere de sørgende familiemedlemmer og venner. Ved oprettelsen bruger man sit NemID-login til at garantere sin id. Eftermail koster et årligt gebyr.
Firmaet oplyser, at man ikke kan anvende Eftermail til at lave testamenter, som lovpligtigt skal underskrives i overværelse af to vitterlighedsvidner eller hos notaren ved den lokale byret.
Firmaet vil også gøre, hvad det kan for at opfange og stoppe selvmordsvideoer, som ikke er tilladt. Brugere, der tilmelder sig Eftermail og dør kort efter (op til tre måneder efter), vil typisk få firmaets sikkerhedsprocedurer til at blinke, da det kan være tale om et selvmord. Kun i de tilfælde vil firmaets ansatte se breve og videoer i gennem.
Eksempel på afskedsvideo (Kvinden i videoen lever iøvrigt stadig i bedste velgående):