Nvidia har netop præsenteret sit nye GTX-690 grafikkort med to Kepler-GPU'er på en spilfestival i Shanghai. Det nye dobbelt-grafikkort skulle være tilgængeligt i begrænsede styktal fra Nvidias partnere som Asus, MSI og Gigabyte fra denne uge og i større styktal fra næste uge. Dermed har Nvidia overhalet konkurrenten AMD, der kommer med sit eget HD 7990 med to GPU'er på Computex-messen i juni.
Fælles for begge kort er, at de henvender sig til et meget lille segment af pc-brugere - nemlig dem, som bare ikke kan få nok ydelse. GTX-690 indeholder to GK104-GPU'er (28-nanometer teknologi) med 915 Mhz og 2 GB GDDR5-hukommelse til hver processor.
Nvidia-chef Jen Hsun Huang fortalte i Taiwan, at strømforbruget (TDP) for grafikkortet ligger på 300 watt. Der er indbygget en heftig køler med 3.000 rpm (runder i minuttet) og Nvidia fortæller ikke noget om støjniveauet, men det bliver næppe helt stille.
Prisen for GTX-690 grafikkort oplyses til 999 dollar, så den danske pris bliver formentlig på mere end 6.000 kroner. Dermed er GTX-690 ikke kun det hurtigste, men sandsynligvis også et af de dyreste grafikkort på markedet - hvis man ser bort fra de modeller, hvor der er skruet ekstra på taktfrekvensen.
Nvidia oplyser selv, at GTX-690 er mellem 25 og 90 pct. hurtigere end forgængeren GTX-680. Her er nogle af de første benchmarks. Det store spørgsmål er så, om det kommende HD 7990 fra AMD er endnu hurtigere. Det er i hvert fald sandsynligt, at strømforbruget er endnu højere - måske et sted mellem 300 og 400 watt.
De ultrahurtige grafikkort kommer på et tidspunkt, hvor både Intel og AMD satser på at integrere CPU- og GPU-kerner i samme processorenhed - og dermed overflødiggøre grafikkortet. Til de fleste spil i normal opløsning kan man da også sagtens klare sig med langt færre hestekræfter end det, der ligger i de nye super-grafikkort.
Så Nvidia og AMD går imod udviklingen - og de store monster-kort kommer dermed til at ligne en anakronisme. Men for de pc-entusiaster, der slet ikke kan få nok, er der mulighed for at kombinere to GTX-690 grafikkort i en SLI-opsætning.