Artikel top billede

Den ikoniske Zeppelin-højttaler er ude i femte generation og er blevet endnu bedre – her portrætteret med en pensioneret fodboldspiller. (Foto: B&W)

Test: Verdens mest ikoniske trådløse højttaler er blevet endnu bedre

Zeppelin flyver igen – Bowers & Wilkins Zeppelin – er ude i en Pro-variant, og den flyver lettere end helium. Trods en pris på 5.999 kroner er det en højttaler, som du gerne lader musikken flyve på i din stue.

Når man laver et design, der fungerer, hvorfor så overhovedet lave om på det?

Britiske B&W kom med første version af selskabets trådløse højttaler Zeppelin i 2008, og den gik sin sejrsgang.

I dag er det et produkt, hvis design stadigvæk holder – ligesom en Porsche 911 gør i bilverdenen.

Den nye er faktisk den femte generation, og den vil du gerne eje, fordi den er flot, lyder godt og er stor nok til at spille en hel stue op.

Teknologi med gode pointer

I Pro-varianten er man tro mod originalens ikoniske design – og tak for det. Men alt andet er reelt nyt i det gamle luftskib.

B&W har årtiers erfaring med god lyd, så det er ikke overraskende, at der er fokus på lydkvaliteten – og tak for det.

Alt for ofte ser vi ebn flot højttaler med lækkert design som skuffer fælt, når du slipper lyd igennem. Det gør du ikke her. Mere om det senere.

Inde i den ellipseformede 66 centimeter brede enhed finder du faktisk fem klasse D-forstærkere, fordelt med 2 x 40 watt til diskanterne, 2 x 40 watt til mellemtone og 80 watt til subwooferen.

Som med alle højttalere, der ikke har meget store kabinetter, benyttes en DSP-chip i signalbehandlingen. Det er især basområdet og lydens udstråling fra højttaleren, der har gavn af dette.

Der er tale om lydmanipulation, men det sker via højkvalitets-chips og digital signalbehandling med 24 bit og 192 kHz.

Basenheden er faktisk hele 6”, hvilket er stort for en enhed af Zeppelins størrelse.

Der er tale om en lukket konstruktion, som giver mindre ”bum-bum”-bas, men hvor bassen ofte er en dybere og mere kontrolleret en af slagsen.

Der er med andre ord lagt vægt på detaljerne i en sjælden grad for denne type højttalere.

Du styrer alt via B&W’s app på din telefon og kan tilslutte direkte til Spotify, Tidal, Qobuz og flere. Det kan klares via AirPlay 2 og Bluetooth.

På minussiden kan du ikke tilslutte eksterne enheder som en pladespiller eller – endnu mere oplagt – et tv.

Luftigt lydbillede

Det ville være oplagt med en HDMI ARC-indgang, så du kunne bruge den gode lyd til at løfte tv-lyden.

Heldigvis flyder musikken lettere end helium – ja, undskyld, jeg faldt for fristelsen. Men lydbilledet er usædvanligt luftigt for en højttaler af denne type.

Med de alvorlige briller på er det imponerende, hvor transparent lydbilledet er, når jeg tænker på, at der er tale om en trådløs højttaler med de førnævnte obligatoriske DSP-kredsløb, der sjældent gør noget godt for netop lydens gennemsigtighed.

Det sjove er også, at bassen godt nok er dyb, men på ingen måde anmassende.

Lydbilledet er afstemt som en god Bourgogne og får mange andre trådløse højttalere til at lyde som papvin i sammenligning.

Jeg vil påstå, at du kan bruge den i en stue på op til 25-30 kvm. Ikke til festlyd – der vil den alt andet lige blive for presset og stresset.

Holder du lydbilledet i et rimeligt niveau, kvitterer Zeppelin med en lækker lyd, der også kan slå godt fra sig, når musikken kræver det.

Godkendt trods høj prislap

Byggekvaliteten i Zeppelin er tårnhøj. Bagsiden består af en plastikskal, hvor du også finder diskrete funktionsknapper.

Men generelt er der tale om en tung og solid (7,3 kilo) sag, der er fint afstivet og står på en flot fod af metal. Under denne er et solidt stykke gummi, så enheden står helt stabilt.

Så hvis du er ude efter en stor trådløs højttaler, der både i lyd og design hæver sig over flokken af ligegyldige plastikspilledåser, er Zeppelin ikke det eneste bud – men et solidt et af slagsen.

Prisen tæt på de 6.000 kroner er den værd, men du kan trods alt købe meget lyd for de penge i mindre smart indpakning. Derfor lander jeg på et meget hæderligt fire-tal i karakter.


Loading ikon


White paper
Sæt professionel døgnvagt på din it-infrastruktur