Artikel top billede

(Foto: Google)

Endnu en lovende omgang gratis AI: Her er Googles nye familie af sprogmodeller

Google slipper en hel familie af nye sprogmodeller løs. Pris/kvalitet forhold er i top, lover Google.

Selvom Google igennem det seneste årti har domineret og defineret udviklingen inden for kunstig intelligens, har selskabets set sig blive overhalet siden OpenAI for to år siden lancerede AI-succesen ChatGPT.

Søgegiganten gør nu comeback med en serie af nye sprogmodeller i Gemini-familien, som nu alle er i version 2.0.

I alt tilbydes tre nye muligheder, som går fra den brede udrulning af den kvikke Gemini 2.0 Flash ledsaget af en endnu billigere ’Flash Lite’ version.

Topmodellen, Gemini 1.5 Pro, afløses nu af en Gemini 2.0 Pro Experimental, men ledsages også af en særlig, ræsonnerende version af Gemini 2.0 Flash, til at håndtere mere komplekse forespørgsler.

Nye topmodeller

Googles bedste AI-modeller kommer nu i to varianter med Gemini 2.0 Pro Experimental, som ifølge Google selv er bedst til at håndtere komplekse forespørgsler og programmeringsopgaver.

Denne markerer sig ved også at tilbyde et kolossalt stort kontekst-vindue på to millioner tokens – svarende til omkring 3.000 tætskrevne siders tekst – hvilket gør modellen i stand til at håndtere og behandle store mængder information.

Dertil er Gemini 2.0 Pro i stand til at benytte sig af Google-søgninger og afvikle kode for at give bedre resultater.

Googles pendant til ræsonnerende modeller såsom ChatGPT o1 og DeepSeek R1, altså modeller der tænker sig om, før de svarer, hedder ’Gemini 2.0 Flash Thinking Experimental’.

Ud over at tænke sig om en ekstra gang for den svarer er ’Flash Thinking’ modellen i stand til at interagere med Google apps som YouTube og Maps.

Begge modeller kan afprøves igennem Googles AI Studio.

Flash Thinking gøres også tilgængelig igennem Googles Gemini App på mobil og på nettet.

Billigere kvik-modeller

Ud over at revidere sine mest avancerede modeller, tilbyder Google overhalinger til sine billigere løsninger.

Gemini 2.0 Flash gøres således gratis tilgængeligt på selskabets platforme. Større brug af API’en løber dog op i omtrent samme prislag som forgængeren Gemini 1.5 Flash.

Dertil tilbyder Google en ekstra prisvenlig ’Gemini 2.0 Flash Lite’ som Google kalder for sin mest prisvenlige model til dato, mens der samtidig loves bedre ydelse end med Google Gemini 1.5 Flash.