Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Denne herlige fredag giver jeg Eder en tema-klumme om offentlige lønsystemer takket være en god, lang mail fra læser H.
I får også tre links til nogle VIRKELIGT sjove tekster, inklusive den første Tillidsbingo fra 2008 OG både et PS og et PPS, der får jer til at rulle rundt på gulvet af grin.
Men først lige en executive briefing om to vigtige ting: Hvad Sonja og jeg lavede sidste weekend, og hvad vi laver i denne:
I sidste weekend var vi til Faaborg Vinterdage, inklusive DM i issvømning, hvor den gode Klausul deltog.
Kæmpe respekt til de mange svømmere og et KÆMPE shoutout til den eller de personer, der har stået for de vinterdage.
Det er et FANTASTISK program, og jeg fik at vide af folk, der ved det (blandt andet ejeren Per på Klinten), at det er turist-folkene og kommunen, der har arrangeret det hele. Sådan.
Vi skal derover i 2026 også. Og de har brunsvigere, der vil noget, hos bageren i Vestergade. Fyns Bedste to år i træk, faktisk.
Inspireret af de mange udendørs aktiviteter (inklusive ansigtsyoga i vildmarksbad…) har jeg besluttet mig for, at når jeg bliver Diktator af Danmark, vil hele landets strandkanter og søbredder blive plastret til med mobile saunaer i de kolde måneder, så man aldrig er mere end 42 meter fra én med gratis adgang - og den vil være tændt.
Der vil også til den tid, via en Executive Order fra Diktatoren, blive opfundet et decideret tørreskab til mennesker, som man kan gå ind i, når man har fået nok af regnen, sjappet, kulden og mørket.
Der vil være mulighed for at nyde en forfriskning (hydrering, med et fancy ord) fra Diktatorbryggeriet, mens man tørrer og kommer til hægterne.
Det var sidste weekend.
Denne weekend er vi på Svalbard for at køre på hundeslæde og snescooter, vandre i isgrotte og (forhåbentlig) se på nordlys.
Jeg satser også på at besøge den flydende sauna i havnen kaldet Svalbad.
Der bor 2.400 mennesker i Longyearbyen, og der er 3.000 isbjørne i området. Det koster 30 euro per dag at leje en riffel. I hører nærmere.
Men ugens tema-klumme skal som sagt handle om offentlige lønsystemer.
Staten skal jo have et nyt system, som CW skrev om her.
Det er jo det evige dilemma
Det evige dilemma er, om man skal tage et “standard-ramme-system”, der skal tilrettes så meget, at det kun er nogle få, specialiserede konsulenter/udviklere, der bagefter kan vedligeholde det ELLER om man selv skal udvikle det fra bunden, så det kun er nogle få, specialiserede konsulenter/udviklere, der bagefter kan vedligeholde det.
Between a rock and a hard place, som man siger ude på prærien.
Jeg har oplevet det første, da Københavns Kommune skulle have nyt lønsystem til sine MANGE ansatte (største arbejdsplads i Danmark, osv.).
Det var i slut-90’erne og et stort konsulentfirma havde fået kontrakten.
Ham, de havde sat til at lede det, var ikke dum hele dagen: Han inviterede Oracle Danmarks direktør på en god middag en aften i Nordsjælland med masser af gode vine og dér aftalte de, at fejl i standard-ramme-systemet skulle udbedres på Oracle Danmarks regning.
Det er et ældgammelt trick, som de og andre store konsulentbikse bruger, for fra da af erklærer de selvfølgelig ALLE problemer, inklusive deres egne, funktionelle udfordringer, for at være “problemer”, og så skal den arme leverandør bare fixe alt for egen regning.
Det lille trick kostede Oracle Danmark 20 millioner kroner alene det første år.
Man KAN forsøge at dæmme op for det trick ved tydeligt at farve-mærke punkterne på udstående-listen, så det meget tydeligt fremgår, gerne med rødt, hvilke problemer, der er konsulentbiksens.
Men man skal kende tricket, og jeg ved fra en erfaren herre på området, at konsulentbiksene bliver skidesure over det, fordi det pludselig bliver MEGET tydeligt for kunden, hvem der er skyld i hvilke problemer.
Så gik det dælme stærkt
Nå, men derefter gik det stærkt: Hver gang, der var ét eller andet problem tilkaldte konsulentbiksen bare nogle dyre, udenlandske Oracle-eksperter og arrangerede typisk et møde klokken 10:00 søndag formiddag med 15-18 deltagere og andet “se mig”-nonsens.
Det med de udenlandske eksperter var en supersej detalje, som jeg døbte The Foreign Messiah-syndromet.
Det var MEGET vigtigt, at de ikke var dansk-talende. De skulle tale engelsk, skulle de, om det så var flydende, stammende eller gebrokkent. Ellers blev de ikke taget seriøst. Englændere kunne bestemt gå an. Amerikanere slog alt.
Mit forslag om at lade Jensen, Berg, Johannes, Holm, Gram og de andre tale engelsk, når de var nede i kælderlokalet, blev ikke modtaget positivt. Og de havde ellers sagtens kunne både svare på de samme ting OG gøre det på engelsk…
Det VÆLTEDE ind med alskens Oracle-ansatte og andre Oracle-eksperter fra hele verden.
Nogle dage ankom der to-tre stykker, der ikke anede, hvad de skulle lave eller hvor de skulle tage hen fra lufthavnen, og ofte var der ikke engang arrangeret afhentning i lufthavnen. Huhej, hvor det gik.
Alt sammen for at konsulentbiksen kunne se aktive og go-getter-agtige ud.
Mine folk i Premium Services var ret hurtigt blevet kastet ind i det, fordi der var brug for dyb ekspertise for at få de vanvittige og mangfoldige krav tilpasset Oracle Applications-systemet, som ERP-halløjet hed dengang.
Ikke mindst overenskomster og andre aftaler på arbejdsmarkedet får Ejendomsvurderingssystemet til at ligne tillidsbingo fra De Sorte Spejdere, det vil sige simpelt og tillidsfuldt.
I den dybe kælder
Jeg havde som sagt til enhver tid en håndfuld af mine bedste folk siddende downstairs i et usselt kælderlokale i den bygning, der nu huser Københavns Bymuseum, mens konsulentbiksens folk hyggede sig upstairs i fancy lokaler med blyindfattede ruder.
Deres døre kunne endda låses. Det kunne døren til kælderlokalet ikke. Den hang også skævt på hængslerne.
Typisk én gang om ugen kom der delegationer fra ét eller andet sted i verden - inviteret af Konsulentbiksen - for at se, hvordan et SÅ fantastisk projekt skulle køres.
Førerhunden fra konsulentbiksen tog sig personligt af disse rundvisninger, uden tvivl mens han samtidig fik en rigelig timeløn af os skatteydere, og han plejede at sparke den sagtmodige, ulåselige dør til kælderlokalet op, så hængslerne raslede, og præsentere mine folk som “dem Oracle har sat til at få løst alle de problemer, som Oracle har”.
Begrebet Corporate Seagulls (de kommer - højt skrigende - flyvende ind, skider på alt og alle, og flyver hastigt bort igen) er opfundet til sådanne situationer.
Lige indtil en dag, hvor jeg tilfældigvis selv var til stede i kælderlokalet og gav ham en sergent-taler-til-menig-overhaling oppe på hans kontor, komplet med fem fingre på min højre hånd pegende ufravendt på ham.
Det fik ham til at råbe “Jeg skal få dig fyret” og andre ting. Det skete ikke, men han holdt op med sin John Wayne-agtige måde at tilgå kælderlokalet på.
Han blev forfremmet
Mange år senere faldt jeg i snak med en mand fra konsulentbiksen, der fortalte, at internt i biksen var dette katastrofale projekt en kæmpe succes, fordi det endte med at give overskud for dem, og den karismatiske chef blev selvfølgelig forfremmet for det.
Det med at tage beslutninger i en kommune - og specielt en meget stor kommune som København - er en særdeles hierarkisk ting.
Og for de få af jer, der har arbejdet med relationsdatabaser, kan det ikke komme som en overraskelse, at de meget gamle, forældede og nærmest ubrugelige hierarkiske databaser var gode til hierarkiske beslutningstræer, mens relationsdatabaser ikke er.
Så vi skulle lave “en firkantet pind i et rundt hul”-øvelsen OG få et hierarki til at performe i et relationelt miljø, hvilket vi kun kunne få til at fungere ved at køre en særkørsel en gang i døgnet, der lavede et særligt index.
For nørderne kan jeg røbe, at der var tale om next-level de-normalisering.
Så meget for real-time, designprincipper og alt det dér hejs. Og det var bare én af de småting, der lige skulle rettes til i standard-ramme-systemet.
Alle, fra DJØF’ere, over småbørnspædagoger til socialdemokrater, skal jo have løn i Københavns Kommune.
Det enorme kludetæppe af overenskomster, regler, og hvad pokker vi ellers spilder vores tid med til dagligt, skulle derfor proppes ind i et system udviklet af Oracle - en softwarebiks - samtidig med, at hele beslutningshalløjet (alle beslutningstræers moder) også skulle derind.
Sådan var det hele vejen igennem. Og sådan nogle ting kommer de også til at opleve, når de skal custom-udvikle et nyt lønsystem til Staten.
Der var nogle ting, som den kvikke læserbrevsskribent H tænkte på, da han havde læst nyheden på Computerworld.
En af dem var, at man faktisk i dag godt kan få dokumenteret masser af kodelinjer i et gammelt system ved hjælp af AI, selvom den internationalt anerkendte it-ekspert Nicolai Wammen sagde noget andet ved præsentationen af det kommende superduper-system.
Det burde efter min mening være en standard-ting, som ALLE bikse foretog sig:
Få fat i source-koden til alle deres systemer, hvor der er foretaget special-kodning, og brug så AI’en til at få dem dokumenteret/forklaret i detaljer OG prøve-oversat til C, Java, Python og Prolog.
Eller få den til at kigge på noget Oracle PL/SQL-kode og dokumenter, hvad der kan maskinoversættes til Microsoft T-SQL, og hvad der skal skrives om.
ChatGPT er i hvertfald virkelig god til det. Det er jeg sikker på, at for eksempel Gemini også er. Og den kører i nyeste version med to millioner tokens, hvilket giver mulighed for at tage temmelig store kodebaser ind.
(Nej, det med Prolog mente jeg ikke, men vidste I, at gode, gamle Prolog Development Center fanme stadig eksisterer ude i Brøndby? Fantastisk).
Nå, men: Læseren H foreslog i denne sammenhæng (nyt, statsligt lønsystem), at man gik standard-ramme-vejen.
Så begyndte han at hallucinere
Og SÅ begyndte han ellers at hallucinere som en anden AI, for han foreslog noget logisk og fornuftigt.
Jeg giver lige ordet til ham selv, og så kan I jo selv se, hvor komplet utopiske hans tanker er 🙂:
… lønaftalerne i overenskomsterne er så indviklede og fyldt med undtagelser og besynderligheder, at man på Uni vil kunne etablere et to-årigt overbygningkursus i algoritme-teori hvor man kan holde læssevis af studerende beskæftigede mens de forsøger at udkomme med en reelt funktionel algoritme - ELLER man kunne bede arbejdsmarkedets parter om at forsimple overenskomsterne til noget et standardsystem vil kunne håndtere og så gi dem den gulerod, at de nok skal få den samme lønsum at lege med … nu bare med en mere simpel fordeling.
Måske man endda kunne gå så kættersk til værks at en eller anden stiller Kejseren-uden-tøj spørgsmålet: HVEM i staten er ansat på vilkår der er så indviklede at store standard systemer ikke kan udbetale løn efter dem…? Kunne man forestille sig at man bad de grupper om at forenkle deres overenskomster…?
Godt brølt, løve, som vi sagde i gamle dage.
Også regelforenkling kunne man med fordel bede AI’erne komme med forslag til.
H sluttede sin gode mail med:
“Kan man afskaffe en helligdag og tvinge alle HR-afdelinger til i al fremtid at udbetale et tillæg for en dag der ikke længere er der i stedet for bare at hæve månedslønnen med samme beløb … så må de eksisterende standardsystemer kunne næsten alt på nær at lave kaffe.”
Sådan bliver det
Anyway, beslutningen er taget. Det bliver custom-bygget, og det betyder, at min GUS-regel træder i kraft.
GUS står for Great, Unifying System, og er dét system, der IGEN og OGSÅ på dette område, skal løse ALLE problemer og give os en fabelagtig fremtid fyldt med bedre hår, perfekte solopgange og et stærkt forbedret sexliv.
Det er GUS, mine damer og herrer.
Eller som Tim Gorman (ham med monster-trucken Ford F-350) altid skrev i sin signatur, mens vi begge arbejdede i Oracle: “Building Tomorrows Legacy Systems - one crisis at a time”.
GUS har tre faser:
Fase 0: Den nye it-chef
Ny it-chef opdager, at alle gør lidt grin med det eksisterende system, generelt er trætte af det, og at leverandøren er træls at danse med - og foreslår et nyt, som han efter nogle referencebesøg arrangeret af leverandører og konsulenter erklærer vil kunne løse alle problemer og gøre alt bedre.
Man anvender i 90 procent af sagerne McKinsey-tricket, det vil sige at man foreslår det modsatte af det man har, og som faktisk er begyndt at virke og have meget lidt nedetid: Hvis det hidtil har været et standard-ramme-system, skal det nu håndbygges, og omvendt.
Fase 1: Skåltaler, bobler og derpå virkeligheden
Efter et udbud, der går til NetCompany efter at man på skrømt har lokket et par andre bikse til at bruge en million hver på et tilbud, tager man fat, og tingene udvikler sig, som de altid gør med it-projekter:
Først lanceringen i kantinen med bobler og skåltaler, så lidt roden rundt med borde, stole og kaffemaskiner - og så det første forsøg på at få noget til at lykkes, hvilket hurtigt støder på problemer på grund af det lidt hippie-agtige begreb “Virkeligheden”, som blev tillagt lagt mindre vægt i udbudsmaterialet end begreberne “Pris” og “Drømmevision”.
Efter seks måneder er scopet halveret, budgettet opjusteret med 70 procent og tidsestimatet justeret efter inspiration fra det førnævnte Ejendomsvurderingssystem.
Fase 2: Frustrationer og negationstesten
Efter et eller to år sætter man et stærkt reduceret, stærkt forsinket og stærkt fordyret (dyrt, dumt, dårligt - de tre danske D’er) i produktion, og begynder at planlægge næste fase, som skal rette alle mangler, fejl og misforståelser.
For alt har jo været sat i stå under Fase 2, hvilket har ophobet en masse frustrationer og praktiske problemer i organisationen.
Alle medarbejdere har nu lært at sige “scope creep”, “re-factoring” og andet gobbledygook, der altid falder for negations-testen.
Negationstesten går ud på, at man siger det modsatte af et udsagn.
Hvis det er meningsløst eller dumt, så er det oprindelige udsagn det også. Prøv den af på jeres virksomheds vision, mission og værdier. Jeg lover, at I kommer til at småfnise.
Fase 3: Drømmenes kirkegård
Nu går det for alvor løs, og det viser sig, at denne opretnings-fase er STØRRE end Fase 1 og tager MEGET længere tid.
Alle er helt ødelagte, folk går på pension, sygemelder sig, ringer til Falck Healthcare og går til psykolog på et klippekort.
Ingen kan huske de vilde og skønne drømme fra Fase 0.
Adskillige chefer er enten blevet fyret eller har forladt skuden i høj sø i en oppustelig gummibåd fra BR.
Computerworld skriver om det. Rigsrevisionen og Statens IT-råd holder møder og laver mange, lange og bange rapporter, som giver et hav af generelle og komplet ubrugelige råd som at “få styr på porteføljen”, “få lavet realistiske timelines”, og i det hele taget “blive bedre til at forudsige fremtiden”.
Folketingspolitikere uden interesse for it spørger om it-ting, og der er spørgsmål i folketingsudvalg, nogle gange stillet af it- og projekt-kyndige, men altid besvaret af nogen, der ikke er det.
Som Dire Straits synger i “Industrial Disease”: “Sociologists invent words that mean ‘industrial disease’”.
Alt er jo på det tidspunkt i projektet, som det skal være.
Systemet begynder efterhånden at virke fint, medarbejderne kender utallige workarounds, og kunderne/borgerne vænner sig også til, at det ikke kan det, som var hele formålet med det.
I organisationen begynder store regneark at florere for at håndtere nogle af de værste mangler. Fra én, samlet sandhed i én database overgår man gradvist til et data-bærende system kendt som “Ø-havet” med en masse nyttige og usynkroniserede regneark.
Når man når dette nirvana af stabilitet og forudsigelighed starter der en ny it-chef…
Det var min første tema-klumme. TAK til læserskribent H for idéen. Skriv endelig til mogensxy@gmail.com, hvis I har gode idéer (og dårlige) til andre temaer. Jeg har i øvrigt fået fat på den trampolin, der skal bruges til Projekt Tramp til Folkemødet. Jeg tager med kyshånd (og øl) imod tømte eller fyldte vinposer, så vi kan have endnu flere gode mennesker liggende på trampolinen udfor hovedscenen i Allinge-Sandvig.
PS: Bedste rant mod Agile nogensinde
Hvis I trænger til et godt grin - ét af dem, hvor man griner lidt krampagtigt, fordi det er sandt - så læs den her perle, som en læser sendte mig.
Sonja kiggede ihvertfald lidt forbløffet på mig, da jeg sad og fnisede upassende midt i en håndboldkamp, som hun fulgte med i…
https://ludic.mataroa.blog/blog/i-will-fucking-haymaker-you-if-you-mention-agile-again/
PPS: BEDSTE børnebog - læst af Samuel L. Jackson
Den her fortalte Klausul os om over hvid- og rødvin (og lidt gin) i Faaborg.
Den er oversat til dansk med titlen “Sov nu, for satan”, men her læses den op på engelsk af selveste Samuel L. Jackson:
Go the Fuck to Sleep Read by Samuel L Jackson HD
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.