Det kan være et spørgsmål om filosofi, penge, du er villig til at spendere, eller nærmest en religion, hvordan en ægte gamer-skærm skal skæres.
Skal den være en standard 16:9-skærm som AOC, vi tester her, eller modsætningen fra Philips, der både buer og byder på hele 34 tommer ultrawidescreen?
AOC, der leverer et oldschool 16:9-format, mange foretrækker, fås for meget rimelige 1.337 kroner, mens den mere pompøse Philips ligger på 2.882 kroner.
AOC er dog ikke helt oldschool, da den har en rimelig opløsning på 2560 x 1440 pixels og reelt en pixelstørrelse, der er meget tæt på Philips’, der byder på 3440 x 1440 pixels.
Opløsningen hos dem begge er ikke noget problem – selv til spil, der kører 1080P. Hos Philips vil det blot betyde sorte streger i siderne i de spil, der ikke understøtter Philips' brede format.
Begge skærme kan også bruges til almindelige pc-opgaver. En gaming-skærm er jo ofte et ret heftigt panel med ditto billedstyring, hvorfor vi naturligvis også måler dem på de parametre.
Philips 34M2C5501A
Selvom WQHD-opløsningen hos Philips er lidt mere finkornet end AOC’s, opleves den ved første øjekast lidt ”grovkornet”.
Opdateringsfrekvensen er 180 Hz, og det er fint uden at imponere i forhold til de vildeste gamingskærme.
Til gengæld er responstiden 0,5 millisekund. Det skyldes ifølge Philips en smart MBR, der skal sikre, at slørede bevægelser ikke opstår, men at alt står skarpt.
Man har gjort ekstra meget ud af, at det signal, der kommer ind, bliver hurtigt behandlet.
Det betyder, at hastigheden fra du knalder fingeren i tastaturet for at foretage dig noget i spillet, ikke har nogen forsinkelse på skærmen.
At der er tale om en ægte gamingskærm, understreges også af, at den kun har HDMI- og DisplayPort-indgange. Begge håndterer i øvrigt maksimal opløsning og opdateringsfrekvens.
Men du må undvære USB-C og muligheden for at tilslutte flere computere eller oplade din laptop samtidig med, at den er tilsluttet.
Du får Adobe RGB-dækning på 91 procent, og sRGB skulle være på 126 procent. Det er umiddelbart fine tal, men i virkeligheden håndterer den ikke farver til professionelt brug særligt godt – hvilket da heller ikke er dens formål.
Til gengæld har den masser af lys med sine 300 nits, og kontrastforholdet på 4000:1 lyder godt på papiret. I virkeligheden er den dog ikke voldsomt kontrastrig i billeder. Der mangler dybde og power – især i de mørke partier.
Alt dette kan lyde negativt, og jeg skal da hurtigt huske at minde om, at vi har med en stor skærm at gøre til en ret lav pris.
Så det meste er tilgivet – du skal bare være opmærksom på de mindre flatterende sider, hvis du er fristet til at bruge Philips til andet end underholdning.
Stor skærm for pengene, men…
Til gaming giver Philips ret meget mening, hvis du er til ultrawidescreen uden at betale boksen for det.
Panelet står roligt, og jeg opfanger ikke nogen forsinkelser. Alligevel er det, som om AOC står lidt mere klippefast. Det er i den grad en subjektiv vurdering, for det kan være vanskeligt at overskue med det brede format, Philips har.
Til alt andet end gaming er den fin, men imponerer bestemt ikke. Der mangler dybde og glans i farverne, og i det hele taget er panelets gengivelse nydelig, men uden dybde.
Philips imponerer i sit format på skrivebordet, og prisen er faktisk fin med sine 2.882 kroner. Alligevel sidder jeg tilbage med en lidt tam smag. Skal du have så stor en skærm, skal den blæse dig bagover på mere end formatet.
AOC Q27G4XF
Reelt er pixelstørrelsen på AOC ikke meget større end på Philips, og straks der er billede på, er det tydeligt, at det alligevel er mere lækkert.
Philips er mere lysstærk, men taler vi farvedybde alene, er denne mindre og noget billigere skærm faktisk bedre.
Som Philips har den en opdateringsfrekvens på 180 Hz og en responstid i samme fine leje. Ganske som Philips er der heller ikke mange ekstra features – kun en almindelig USB-indgang foruden HDMI og DisplayPort.
Nu er AOC med sit standardformat i højde og bredde tilgivet i højere grad end Philips, da den ikke er oplagt til at kunne håndtere flere input samtidig.
Der er på mange måder tale om en lavbudgetskærm, og det ses også i plastik, foden og byggekvaliteten generelt. Men det er fint – vi taler om en 27” gamingskærm til små 1.300 kroner.
Farverummet i AOC er ikke bedre end hos Philips – de er faktisk ret ens. Du får HDR10-understøttelse, og til underholdning som film foretrækker jeg faktisk AOC, der som sagt har noget mere dybde i farverne og bedre kontrast.
I spil står den klippefast, og jeg oplevede ikke nogen problemer. Kun op mod en 240 Hz-skærm kan jeg fornemme kvalitetsforskellen – både i ro og farver. Men så skal du også af med langt flere penge.
Her får du meget skærm for pengene
Til kontorbrug er AOC fin uden at imponere. Den har i sagens natur ikke så meget ”afsætningsplads” til vinduer som den store Philips, men modsat denne kan AOC vippes på højkant.
AOC leverer ikke en præstation, der vil blæse dig bagover, men med prisen in mente er det en no-brainer, hvis du er på markedet efter en billig semi-stor gamingskærm, der også dublerer godt til andre formål.
Konklusion
Taler vi alene gaming, er der ingen tvivl i mit sind: Køb den billige AOC og brug det sparede på en opgradering af grafikkortet.
Skal du til gengæld også lave kontorarbejde, begynder den større Philips at blive mere interessant. Muligheden for at have flere vinduer åbne på den brede skærm er vanedannende.
Det ændrer dog ikke ved, at den er lidt for flad i farverne og ikke har den dybde, du finder i AOC.
Prisforskellen på de to er så stor, og fordelene ved Philips så små (i min optik), at jeg vil gå med AOC. Den giver ret god valuta for pengene.