25. november samler Bella Center i København alt, hvad der kan krybe og gå inden for industrien bag mobilteknologien Tetra, der er målrettet til beredskab som politi og brandvæsen.
Tetra-selskabernes brancheorganisation har valgt København som centrum for sin sjette verdensudstilling, selv om Tetra-teknologien har været ude i et veritabelt stormvejr herhjemme.
Først i sidste uge meldte Danmarks første, kommercielle Tetra-kunde, HT-busserne i København, sig, og undervejs i den flere år lange debat har der været rejst tvivl om, hvorvidt det danske beredskab overhovedet har brug for teknologien.
Prioriterer på netværket
Tetra udmærker sig ellers ved at tilbyde prioritering af samtalerne på netværket, så kun de vigtigste går igennem, ligesom det er muligt at kalde en hel gruppe brugere på én gang. Det er funktioner, som netop politi, brandvæsener og andre i beredskabet har brug for.
Andre steder i Europa er beredskabet derfor også skiftet til mobilteknologien, påpeger Rob Lovett, som er pressechef for Tetra-branchens internationale organisation, Tetra MoU.
Han oplyser, at det var vigtigt at ramme det nordiske marked med den nye udgave af verdenskongressen, som organisationen kalder sit arrangement. At det lige blev Danmark, hænger dog sammen med en lufthavn med masser af afgange få kilometer fra Bella Center.
Rob Lovett påpeger dog også, at den danske industri i den grad er oppe på dubberne trods den til tider barske Tetra-debat.
Otte ud af de 45 leverandører af netværksudstyr, terminaler og systemintegration til Tetra, som udstiller i Bella Center, er danske. Desuden har Motorola, som driver det ene af de to danske Tetra-netværk, en stor udviklingsafdeling inden for teknologien i Glostrup vest for København.
I det hele taget har Tetra-branchen svært ved at få øje på nogen krise for teknologien, sådan som den danske debat har givet udtryk for. Salget af Tetra-udstyr er næsten fordoblet det seneste år, og der har aldrig været flere udstillere på konferencen.
Derfor regner Rob Lovett også med, at antallet af deltagere lander mindst på de 1000, som har været med de foregående år. De fleste deltagere kommer fra Europa, men der kommer besøgende fra alle verdensdele.
Konferencen varer fra 25. til 27. november.