Artikel top billede

Sådan får Skat bedre odds på sine it-projekter

Et nyt it-system, født ud af den ny spillelov, har været en tur i statens it-projektråd og fået vurderet sine odds. It-projektmagerne hos Skat, der jonglerer med 1,2 milliarder kroner, hilser det nye råd velkommen.

Profilnavn: Ludo24-7.
Kodeord: Uovervindelig.

Du har netop logget ind på din foretrukne gamble-site, hvor du sætter 10 dollars på tallet 7.

Jaaaaaaa... du har vundet! På kontoen står nu 360 dollars, som du beder om at få udbetalt og logger ud.

-

Hver eneste af disse registreringer vil i fremtiden blive samlet i et kontrolsystem hos Skat. Det skyldes liberaliseringen af spilleloven, der betyder, at alle godkendte spiludbydere fremover må tilbyde spil til danskerne. It-systemet hos Skat skal dels beskytte spillerne, så de nu en gang får udbetalt de penge, de har vundet, dels sikre, at myndighederne kan opdkræve afgifter fra spiludbyderne.

Projektchef Thomas Larsen fra Skat har været med fra starten i foråret 2010, da et flertal af Folketingets partier blev enige om at åbne spilmarkedet for andre end Danske Spil.

"Vi så blandt andet på, hvordan kollegaer i udlandet gjorde," siger Thomas Larsen, der fortæller, at it-systemet forventes at komme til at indeholde betragtelige mængder af data.

Et forsigtigt gæt lyder på, at 40-50 spiludbydere - store som små - vil blive godkendt af de danske myndigheder til at udbyde spil og derfor efterfølgende skal med i databasen. It-projektet har da også et samlet budget på et tocifret millionbeløb.

Projektarbejdets mere formelle sagsgang med udarbejdelse af tidsplaner og så videre begyndte i april 2010.

Sparring løfter projekt

Kort efter - og allerede inden Statens IT-projektråd for alvor var kommet i gang - blev projektet faktisk hentet ind som en slags forsøgskanin hos det nye organ, Statens IT-råd. Thomas Larsen, der har arbejdet hos Skat siden 1998 og blandt andet også har været projektleder for Skats ESDH-løsning, synes godt om forløbet og den sparring, han fik fra rådet.

Rådet gav et konkret tip om, at projektledelsen eksempelvis burde cleare projektet med Datatilsynet. For selv om der ikke direkte skal indgå cpr-numre i it-systemet, men i stedet et spil-id, ville det være relevant at få tilsynet ind over.

I alle tilfælde havde projektledelsen dog allerede taget højde for rådene, fortæller Thomas Larsen, der har en Master i it-strategi og ledelse fra ITU i København og en HD i organisation og ledelse i uddannelsesbagagen.

Uanset der i det konkrete projekt ikke blev ændret noget som direkte følge af rådets involvering, mener Thomas Larsen fortsat, at det er rart at få et par ekstra øjne på. Det, selv om der også bliver brugt ekstra tid på at udfylde de papirer, som rådet skal bruge.

"Den tid er givet godt ud," mener Thomas Larsen.

Den eneste bekymring, han lufter i forhold til det nye råd, er rådets sagsbehandlingstid.

"Det må jo ikke forsinke projekterne, at det skal forbi rådet," understreger Thomas Larsen.

Leverandøren til projekt er Systematic A/S, og systemet forventes at være i luften i 2012.

Vicedirektør Thomas Fredenslund, der leder Skats styregruppe og koordinerer alle Skats it-projekter, der for tiden har en samlet værdi af cirka 1,2 milliarder kroner, er også positiv over for det nye råd.

"Selv om vi synes, vi er rimelig gode, så kan man altid blive endnu bedre," siger han og hilser alle initiativer, der skal professionalisere ledelsen af statslige it-projekter, velkomne.

"Vi må konstatere, at det er et område, hvor staten samlet set kan blive bedre," siger Thomas Fredenslund.

Den eneste udfordring, han kan se i forhold til rådet, er, at ministeriernes embedsmænd risikerer at blive klemt mellem to hensyn. Nogle it-projekter skal nemlig gennemføres lynhurtigt af hensyn til politikernes ønsker om ny lovgivning, der skal træde i kraft. Her kan gode råd og anbefalinger fra rådet om eksempelvis længere implementeringstid give problemer, forklarer Thomas Fredenslund.

"Derfor kan der være nogle it-projekter, der egner sig bedre til at komme i rådet, end andre," siger han.

Læs også: Rutineret ræv skal tjekke statens it-projekter




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere