331.273.800 euros. 2.464.737.806 kroner.
Altså godt 2,5 milliard kroner. Så meget har en stribe af chipproducenter fået i kartelbøde af EU-Kommissionen i dag, tirsdag.
Det er firmaerne Micron, Samsung, Hynix, Infineon, NEC, Hitachi, Mitsubishi, Toshiba, Elpida and Nanya, der har fusket med priserne.
Micron slipper dog for at betale bøden, fordi producenten for otte år siden, i 2002, sladrede om kartellet til EU-Kommissionen.
Den eneste af producenterne, der kommer fra Europa, er tyske Infineon. De andre firmaer må alligevel betale deres bøder, fordi de sælger produkter i Europa og derfor må leve op til de love og regler, der er for handelssamarbejdet EØS. Og det er altså forbudt at aftale priser, må producenterne nu lære på den hårde måde.
Producenterne Infineon, Hynix, Samsung, Elpida og NEC slipper med en lidt mindre bøde, fordi de mellem 2003 og 2006 meldte sig for at få en reduktion i bøden.
Priserne på ram var i en lang årrække stigende, hvilket førte til en mistanke om karteldannelse. EU-Kommissionen skriver nu, at kartellet kørte i fire år, fra juli 1998 til juni 2002. Der var et netværk af kontaktpersoner, der delte hemmelige oplysninger. Som regel fra firma til firma. På den måde koordinerede producenterne priser på ram af typen DRAM (Dynamic Random Access Memory), altså dynamiske hukommelseskomponenter. På den måde kom firmaer, der fremstiller computere og servere, til at betale overpris for DRAM.
Bøden blev til ved en forligsprocedure, der blev gjort mulig i 2008. Det er ifølge EU-Kommissionen godt for skatteborgerne, fordi EU ikke har måttet bruge så mange kræfter på at efterforske forbrydelsen. Samtidig er det godt for producenterne, der fik 10 procent discount på bøden.
Det er muligt at se de enkelte firmaers bøde og læse mere her.