Amerikanske Microsoft-forhandlere er ikke glade for at tale om Microsoft Family pack i disse dage. De bliver nemlig bestormet af kunder, der vil købe pakken, men forhandlerne har ikke nogen pakker. Microsoft har nemlig trukket pakken tilbage.
Da Microsoft sendte Family Pack på gaden hed det, at det ville være for en begrænset tid. Allerede midt i november trak Microsoft pakken tilbage. Det har gjort amerikanske kunder sure, fordi mange havde planlagt at købe pakken op til jul.
»Microsoft skulle bare have sat en dato for hvor længe tilbuddet gjaldt fra starten. Det ville have været den fornuftige ting at gøre,« siger Bib Nitrio fra den californiske forhandler Ranvest Associates til amerikanske CRN.
Budskabet fra forhandlerne er dog også, at Microsoft bør lave et permanent familiepakke-tilbud.
»Microsoft har længe hævdet, at deres licenser er designet sådan, at kunder kan købe lige præcis det produkt de ønsker at købe. Der er en klar efterspørgsel efter en Windows 7 familie-pakke, og det burde være godt for Microsoft forretning, hvis de sørgede for at der kom sådan en pakke,« siger Dave Sobel, direktør for Evovle Technologies, til amerikanske CRN.