Onlineforhandleren Computer Centrum på Frederiksbergs Falkoner Alle har lidt et stor tab i det år der er gået siden forhandleren blev smidt ud af CBC. I selskabets seneste regnskabsår kan omsætningen ikke engang dække vareforbruget og selskabet har ikke råd til at betale løn. I alt er der et underskud på 421.000 kroner før skat og Computer Centrum står dermed med en negativ egenkapital på 1,7 millioner kroner.
Det dystre regnskab betegner direktør Christian Nystrøm i regnskabet som »mindre tilfredsstillende«.
Resultatet kommer efter at Computer Centrum i oktober 2008 blev ekskluderet af forhandlersammenslutningen CBC. Det skete efter to klager over forhandleren var havnet i henholdsvis Forbrugerklagenævn og byretten, som begge gav kunden medhold i klagen.
Dengang sagde CBC-kædens formand Svend-Aage Kjær, at den dømte forhandler brød CBC-kædens egne regler, når den ikke efterlevede afgørelsen, og at det »virkelig skader« hans egen virksomheds CBC-image, at Computer Centrum var på klagenævnets sorte liste.
Efter de to afgørelser krævede CBC-kæden forgæves ordnede forhold hos Computer Centrum, hvorefter forhandlerne blev smidt ud af fællesskabet.
Det har ikke været muligt for CRN at få en kommentar fra Christian Nystrøm.