Tirsdagens melding om, at SKIs rammeaftale om it-konsulentydelser er opsagt, har fået brancheorganisationen It-Branchen op af stolen.
»Det er simpelthen dråben, der får bægeret til at flyde over. Vi er ved at miste tålmodigheden med den offentlige indkøbspolitik, og derfor har vi rettet henvendelse til finansministeren og bedt ham om at få orden på det og samtidig svare på, om vi har den rette organisering af offentligt indkøb,« siger Morten Bangsgaard, direktør i It-Branchen ifølge Børsen.
»Noget, som skulle give forretning, giver minus. Det er selvfølgelig ikke acceptabelt. Man skylder dansk erhvervsliv at tænke på, at de virksomheder, der deltager i udbuddene, er virksomheder, der beskæftiger mange medarbejdere og altså også skal have en bundlinje. Den seneste opsigelse fra SKI viser, at det gør man altså ikke,« siger It-Branchens direktør.
Ifølge SKI-direktør Signe Lynggaard Madsen, der netop er trådt til efter fyringen af Søren Jakobsen, kan ikke på nuværende tidspunkt love nogen erstatning.
»Der er en række ting, jeg skal tage fat på som ny direktør. Spørgsmålet om de opsagte aftaler er et af dem, jeg kaster mig over med det samme,« siger hun ifølge Børsen.