I dag fredag udløber budfristen for salget af Cosmos It Partners kontorinventar og kundekartotek. De tre ansatte i den odenseanske ERP-forhandler er blevet sagt op, og nu er selskabets kurator Michael Meyn ved at sælge ud af aktiverne.
»Der er en masse edb-udstyr, men det er især de udestående fordringer, der skal dække gælden,« siger Michael Meyn, der hverken vil af- eller bekræfte, om Cosmos It’s hidtidige direktør Rene Vilsgaard har budt på aktiverne.
Michael Meyn har umiddelbart opgjort Cosmos Its kundetilgodehavender til 300.000 kroner. Det er langt fra nok til at dække kreditorernes krav i selskabet, som er på den høje side af en million kroner, vurderer han.