Sidste års overtagelse af Microsoftforhandleren Netpartner blev en dyr fornøjelse for Norriq koncernen. I det første regnskab efter overtagelsen må Norriq Netpartner indkassere et underskud før skat på 30,6 millioner kroner. Den skrantende økonomi har udløst en større oprydningsaktion, som blandt andet har kostet ni medarbejdere deres job.
Ifølge den øverste chef i Norriq-koncernen, Bo Martinsen, er det kombinationen af faldende omsætning og store investeringer, som har udløst det store underskud. Han forventer dog, at Netpartner ligesom resten af koncernen nu går lysere tider i møde. I regnskabet oplyser Netpartner, at der i 2008 har været en seks procents tilbagegang i omsætningen til 97 millioner kroner, mens bruttoresultatet er faldet med næsten 30 procent til godt 27 millioner kroner.
Det pauvre resultat betyder, at selskabets egenkapital er væk, hvilket i april førte til en kapitaludvidelse på i alt 15 millioner kroner.
Op ad bakke
»Overtagelsen af Netpartner var et strategisk skridt, som sætter os i stand til at give vores ERP-kunder en fuld pakke. Vi valgte at overtage en eksisterende organisation, i stedet for selv at opbygge den fra bunden. Det gjorde vi vel vidende, at det ville smadre vores resultater for fjerde kvartal og i 2009 for den sags skyld,« siger Bo Martinsen, som erkender, at oprydningen i Netpartner har været en større opgave end oprindeligt forventet.
»Det er ingen hemmelighed, at det har været op ad bakke, men i dag står vi med den organisation og de medarbejdere, som vi har brug for til at skabe en sund forretning fremover,« siger Bo Martinsen.
Også den samlede Norriq-koncern havde et sløjt 2008 med et underskud før skat på 11,4 millioner. Ifølge Bo Martinsen er koncernen siden starten af 2008 vokset med 25 procent. Desuden har koncernen i juni netop har leveret det første positive regnskabstal i halvandet år. Derfor ser han lyst på fremtiden.