Det skader dansk onlinehandel, når kunderne gang på gang går forgæves efter varer, der er sat til salg på internettet.
Det mener Gert Birnbacher, der er formand for Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH.
Med henvisning til den aktuelle sag, hvor kunder på BilletNet.dk forgæves forsøgte at købe billetter til landskampen mellem Danmark og Norge, siger han:
- Jeg vil opfordre virksomheder, der ikke kan levere varen, til at droppe deres onlinesalg. Specielt salget af stærkt rationerede varer som for eksempel billetter egner sig ikke til at blive solgt på nettet.
Skal have gode muligheder
Gert Birnbacher mener, at kunder i en virtuel butik skal have samme muligheder som i en fysisk butik.
- Går man på posthuset og stiller sig i kø for at købe en billet, kan man se, hvor i køen man står og afstemme sine forventninger efter det. Det kan man ikke på nettet, og derfor bliver alt for mange kunder skuffede over ikke at kunne komme til, siger han.
Hos BilletNet undrer direktør Erik B. Lyngsø sig over Gert Birnbachers kritik.
- Jeg synes, at hans holdning er uforståelig. Internettet har nøjagtig de samme begrænsninger som alle andre salgssteder. Når man har en begivenhed, hvor der er større efterspørgsel end udbud, så er der en hel masse mennesker, der går forgæves og bliver skuffede, siger han.
- Jeg synes, at det er en underlig logik, at kunder, der hellere vil købe på internettet end i en fysisk butik, ikke skal have muligheden, fordi der er andre, der går forgæves, siger Erik B. Lyngsø.
Han erkender dog, at internettet er anderledes end virkeligheden, i det man på nettet ikke kan stille sig op i en kø.
- På nettet er det fuldstændigt tilfældigt, hvem der kommer igennem, men kunderne har jo valgt, at de hellere vil tage en tur på rouletten, end de vil stå i en kø, siger Erik B. Lyngsø.
52 kunder kunne tømme BilletNet
Erik B. Lyngsø så gerne, at der var et stykke software til rådighed, som kunne generere en kø på internettet.
- Det ville være dejligt, og det kommer helt sikkert. Men vi kunne aldrig selv finde på at udvikle sådan noget, for vi er ikke en virksomhed, der driver basisudvikling, siger han.
I forbindelse med seneste sag, hvor billetter til landskampen blev revet væk, var der ifølge Erik B. Lyngså 26 billetter til hvert af de 500 salgssteder.
Onlinehandlen på BilletNet blev dog dimensioneret som var det otte fysiske salgssteder, og da det var muligt at købe fire billetter per kunde, svarer det til, at 52 kunder i princippet kunne tømme BilletNet.dk.
Erik B. Lyngsø tror dog ikke på, at det begrænsede udbud af billetter på nettet skader kundernes lyst til at købe på nettet.
- Vi ville få masser af reaktioner fra kunder, hvis de var utilfredse med situationen, men det har vi ikke haft i denne forbindelse, siger han.