AMD viser sine første 45-nanometer-processorer med fire kerner på computermessen Cebit i Hannover. De nye modeller kommer både i en udgave til servere (Shanghai) og desktop-computere (Deneb).
Begge er baseret på K10-arkitekturen og regneydelsen skulle være omkring 20 pct. højere end i tidligere modeller. De indeholder 6 MB L3 cache-hukommelse - det er tre gange mere end forgængerne.
AMD har dog endnu ikke fremlagt konkrete benchmark-målinger for de nye processorer, og den præcise lanceringsdato kendes heller ikke endnu, men de skulle komme i årets anden halvdel.
Konkurrenten Intel har netop vist en ny quad-core 45-nanometer processor, Core 2 Extreme QX9770, som henvender sig til high-end-markedet.