Den kontroversielle direktør for brokervirksomheden Comitel, Peer Kølendorf, langer hårdt ud efter sine kritikere i IT-Branchens distributørudvalg. I et interview med Computerworld antyder Kølendorf kraftigt, at de seneste måneders kritik fra distributørerne snarere handler om kritikernes brødnid end bekymring for etikken i it-branchen.
Kølendorf mener ifølge Computerworld, at de opstramninger af de etiske guidelines, som ITB vil gennemføre i forlængelse af distributørernes kritik, ikke har noget at gøre med Comitel-sagen, men blot handler om, at reglerne er »gamle og utidssvarende og trænger til at blive set efter i sømmene«.
Kølendorf peger også på, at medlemmerne af ITB's distributørudvalg rent principielt er imod parallelimport og salg af uoriginale ting. Dermed beskylder Kølendorf indirekte sine kritikere for at bruge en etisk diskussion til at skade ham rent forretningsmæssigt.
Distributørudvalgets formand Ole Eklund forstår ikke Kølendorfs udtalelser.
»Det er helt hen i vejret, og det har jeg også fortalt Peer Kølendorf flere gange. Det er helt skudt forbi. Vi har ønsket at rejse en principiel diskussion om momskarruseller, og det har ikke noget at gøre med parallelimport. Det er velkendt, at dele af brokerområdet er fokuseret på handel med mobiltelefoner og særlige it-komponenter, hvor der ikke er tale om et reelt marked,« siger Ole Eklund.
Han erklærer sig samtidig tilfreds med, at diskussionerne i ITB har ført til en klarere holdning til de mere anløbne dele af it-branchen.
»Jeg gider snart ikke tale mere om Peer Kølendorf. Nu ved vi, hvor ITB står i den etiske diskussion, og det er jeg tilfreds med, at vi har fået fastslået,« siger Ole Eklund.
Distributørudvalget under ITB har siden efteråret været stærkt utilfreds med Peer Kølendorfs plads i ITB's hovedbestyrelse. Kritikerne mener, at Kølendorfs i kraft af sin fortid som ejer af brokerselskabet Comitel International ikke bør sidde i hovedbestyrelsen.
Den tidligere direktør i Comitel International, Klaus Hansen, blev i slutningen af 2007 dømt for karruselhandel i den såkaldte »Gul Feber«-sag. Dommen faldt på baggrund af en omfattende svindel med 140 momsmillioner. Svindelen foregik i en periode, hvor Peer Kølendorf var ejer af Comitel International. Peer Kølendorf har på intet tidspunkt været sigtet eller tiltalt i sagen.
CRN har via email bedt Peer Kølendorf om en uddybning af hans udtalelser til Computerworld. I et af sine svar konstaterer Kølendorf, at hans »etiske status er vurderet af hovedbestyrelsen i ITB til at være 100 procent OK«, og at ingen i ITB's hovedbestyrelse forstår, hvad distributørernes ærinde var, og at der efter hans opfattelse slet ikke er nogen Comitel-sag i ITB.