Softwaredistributøren Norsoft er i dag gået i betalingsstandsning. Det sker for at give selskabet et pusterum, så ejer og ledelse kan finde en måde at fortsætte det selskabet, der har været presset af finanskrisen, oplyser en fåmælt bestyrelsesformand Jens Handberg til CRN.
»Vi undersøger nu muligheden for at videreføre aktiviteterne, enten i eget selskab eller i regi af et andet selskab,« siger bestyrelsesformand Jens Handberg.
Betalingsstandsningen sker ifølge ham, fordi Norsoft har haft et spinkelt kapitalgrundlag. Da softwaredistribution kræver masser af likviditet, samtidig med at marginerne er små, har det undergravet likviditeten i selskabet, så betalingsstandsningen har været eneste udvej.
Indtil videre forsætter Norsoft med at distribuere software til forhandlerne, men som følge af betalingsstandsningen vil selskabet i en periode ikke betale regninger. I lyset af den nye situation har bestyrelsesformanden ikke meget at sige til forhandlerne ud over, at Norsoft gør alt for at videreføre selskabet.
»Når jeg ved mere, kan jeg også sige mere,« lyder det fra Jens Handberg.