Aalborg Universitet har indgået en aftale med den indiske software-gigant Tata Consultancy Services (TCS) om at styrke den nordjyske forskning inden for fremtidens trådløse og mobile teknologier.
Ifølge avisen Computerworld sender det indiske firma to softwareeksperter til Aalborg, hvor de blandt andet skal fungere som vejledere for studerende, der vil skrive masteropgaver inden for fjerdegenerations netværk.
Det sker i en tid, hvor 3G - efterfølgeren til de nuværende GSM-netværk - endnu venter på at blive skudt i gang.
Tredjegeneration af mobiltelefoni ventes at starte med datahastigheder omkring 144-384 kbit/s, og teknologien udvikles til at kunne nå maksimalt 2Mbit/s.
Med 4G er målet datahastigheder på op til 144 Mbit/s.