Der er stor forskel på, om man bliver forgyldt eller ej i it-branchen. Mange i branchen har lige fået en kæmpe lønstigning, mens mange har fået det rene ingenting. Det viser en større undersøgelse, som IT-Avisen ComON har foretaget blandt flere end 2500 it-folk.
23 procent af folkene i it-branchen har fået en lønstigning på mere end 10 procent ved sidste lønforhandling. Af dem har næsten 12 procent fået et lønhop på mere end 20 procent.
»Det er helt den samme tendens, som vi også oplever herfra. De store lønstigninger skyldes blandt andet, at der er kæmpe efterspørgsel på blandt andet SAP- og SAS-programmørerne. Der er også stor efterspørgslen på ganske almindelig driftsfolk. Deres lønudvikling har været ringe de foregående år, men det er vendt nu,« siger Steen Andersen, der er faglig sekretær i Prosa, til ComON. Prosa er det eneste fagforbund udelukkende for it-professionelle. Steen Andersen bakkes op af Jakob Lyngsø, der er administrerende direktør i foreningen af it-virksomheder, IT-Branchen.
ComONs undersøgelse viser også, at det ikke kun er en gavebod ved it-lønforhandlingsborderne. Cirka hver tredje i branchen har nemlig ikke fået noget som helst ekstra i lønposen. De må se langt efter bare en lille lønstigning.
»Der har faktisk ikke været nogen prisstigninger på for eksempel computere eller tilbehør, så det er svært for nogle virksomheder at give lønstigninger. Lønstigningen skal jo netop betales af kunderne,« siger IT-Branchens direktør.