Det børsnoterede softwarehus fik en omsætning på 94 millioner kroner i 2003. En tilbagegang fra 101 millioner kroner året før. Samtidig faldt overskuddet fra 40 millioner kroner til 30,8 millioner kroner.
For det kommende år forventer Danware en omsætning på 95-105 millioner kroner - og et EBITA-resultat på 20 millioner kroner, hvilket er 20 procent lavere end i 2003.
Samtidig udbetaler Danware 96,3 millioner kroner af selskabets egenkapital til aktionærerne - svarende til 35 procent af de nuværende midler i kassen. Herefter udgør selskabets egenkapital 182 millioner kroner.
Trods den stagnerende omsætning og dræning af pengekassen afviser Danwares administrerende direktør Peter Grøndahl, at selskabet er gået i stå.
»Det er kun, når vi sammenligner os med os selv, at vi ser ud til at være gået i stå. Kigger vi på en lang række andre selskaber i it-branchen, så har vi klaret os væsentligt bedre. Der er utrolig mange, som er gået ned i omsætning og har tabt penge, mens vi har formået at holde niveauet,« forklarer Peter Grøndahl til it-avisen ComON.
Danware-direktøren bebuder samtidig, at selskabets mål fortsat er vækst:
»Vi sender nye produkter på gaden i år inden for vores tre hovedområder. Og samtidig har vi stadig penge i kassen til at købe ind for. Vi har tændt for radaren, og der er mere end en aktuel opkøbskandidat i sigte,« forklarer Peter Grøndahl.
Prisen på selskaber er dog ikke så høj, som da Danware blev børsnoteret, og derfor er der ikke længere brug for så mange kontanter, uddyber Peter Grøndahl.
Et eventuelt opkøb vil blive finansieret via aktiebytte. Netop på dette punkt har bestyrelsen givet bemyndigelse til udstedelse af aktier til en værdi af 150 millioner kroner. Endeligt er der 130 millioner kroner tilbage kontant i pengekassen, pointerer Grøndahl.