Hvis du er blandt dem som ikke kan vente med at få fingrene i Windows 7 er der mulighed for at få fat i det nye styresystem blot ét minut efter midnat natten mellem den 21. og 22. oktober. Det er den lille sønderjydske forhandler Nova Data i Sønderborg, der har besluttet at fejre lanceringen ved at holde midnatsåbent. Dørene åbnes allerede kl. 23.00, hvor der er adgang til at se nærmere på en række nye produkter relateret til Windows 7, og salget starter lige efter midnat.
"Baseret på de tilbagemeldinger vi har fået fra folk, der har prøvet de forskellige preview-udgaver af Windows 7, har vi meget store forventninger til styresystemet. Vi kan mærke, at folk er meget spændte på det nye Windows og de tager imod det med åbne arme. Vi tror på, at vi står med et produkt her, som kan få salget i gang," siger Kenan Hansen fra Nova Data.
Han har samlet en gruppe af partnere som Microsoft, Intel og Epson, der bidrager til launch-natten med demonstrationer af deres egne produkter. Der er blandt andet mulighed for at se Intels nyeste processorer, produkter til trådløs print og digitalt tv-udstyr.
Som lokkemad trækkes der lod om en bærbar fra Novabook med Windows 7.
CRN vil gerne høre fra andre it-forhandlere rundt omkring i landet, som også har planer om at holde midnatsåbent til "Windows-natten".