I perioden fra 22. marts til 2. april vil 90.000 virksomheder - primært mindre og mellemstore - blive kontaktet telefonisk for at få dem til at benytte de elektroniske indberetningsmuligheder.
Målsætningen er at få en tredjedel af de kontaktede virksomheder til at kvitte girokortene og benytte internettet i stedet for. Det svarer til, at cirka 120.000 årlige momsangivelser og cirka 50.000 årlige A-skatteangivelser bliver flyttet fra papir til skærm.
»Det alene vil give en årlig besparelse hos ToldSkat på fire millioner kroner. Dertil kommer det som virksomhederne vil spare i porto og lettere administration,« forklarer pressechef i ToldSkat Rene Andersen til it-avisen ComON.
ToldSkat har ikke sat tal på, hvor meget, at det vil koste at gennemføre kontakten til virksomhederne, men pressechefen henleder opmærksomheden på, at de investerede ressourcer vil tjene sig hjem på sigt, fordi der er udsigt til offentlige besparelser på fire millioner kroner i alle årene fremover.
Kilder i telemarketingbranchen vurderer over for it-avisen ComON, at en sådan rundringning minimum vil koste op i mod tre millioner kroner at gennemføre.
Danske virksomheder er meget positive
De danske virksomheder stiller sig meget positive over for den øgede indsats for brugen af online-indberetninger. En endnu ikke offentliggjort undersøgelse foretaget af erhvervsorganisationen HTS, der har 10.000 medlemsvirksomheder, viser at ni ud af ti virksomheder rent faktisk er så positvive over for de elektroniske indberetninger til ToldSkat, at de vil acceptere, hvis virksomhederne fremover blev tvunget til udelukkende at kunne indberette elektronisk.
Det fortæller kommunikationschef i HTS, Carlos Villaro Lassen til it-avisen ComON:
»99 procent af virksomhederne er i forvejen på internettet, og de fleste kan se at der vil være en lettelse af administrationsbyrderne ved at kunne indberette online, selv om det på kort sigt giver lidt problemer, fordi man skal indføre et nyt system,« siger Carlos Villaro Lassen, der uddyber at virksomhederne har interesse i at det offentlige sparer penge.
Derfor ser HTS også meget positiv på ToldSkats forestående initiativ, hvor 90.000 virksomheder skal kontaktes telefonisk.
»Det er en god ide at ringe ud til virksomhederne og holde dem i hånden og vise dem, hvordan det skal gøres. Dermed fjerner man en del af den barriere, der er ved at prøve noget nyt,« siger Carlos Villaro Lassen.
HTS' undersøgelse viser iøvrigt også, at halvdelen af medlemsvirksomhederne vil acceptere, hvis der blev indført deciderede gebyrer for at indberette via papir. Mens den anden halvdel - der primært er mindre virksomheder - synes det er en dårlig ide.
Nogle af de nye muligheder i TastSelv i forhold til sidste år er, at virksomhederne nu også kan indberette lønsumsafgift, punktafgifter og udbytteskat.