»Vores sælgere synes, det kunne være smart. De har fået ideen fra autobranchen.«
Sådan lyder forklaringen fra DCS’ ejer Jørgen Pedersen på, at brokeren og distributøren nu forærer en væg-kalender med nøgne kvinder i blød porno-stil væk til sine kunder.
DCS har ellers ikke haft tradition for at spendere store summer på markedsføring, men med kalenderen er der kommet nye boller på suppen.
Jørgen Pedersen vil ikke afsløre, hvor meget produktionen af kalenderen har kostet, men mener, at det er en god investering i forhold til, hvad man ellers kan komme til at bruge på markedsføring.
»Der er jo nok nogen, der rynker på næsen, men indtil videre har vi kun fået positive reaktioner,« siger Jørgen Pedersen om de cirka 5000 trykte kalendere, som ryger ud til kunderne sammen med alle ordrer, der kommer ind.
»Men man vælger selv, om man vil have den eller ej,« fortæller han.