IT-PROFIL:: Stolt af et stærkt team

Humac Danmarks 39-årige landechef Morten Bo Andersen er stolt over at have styret Apple-forhandleren gennem den økonomiske krise.

Hvad holder du mest og mindst af ved it-branchen?
IT branchens korte beslutningsprocesser, hurtige skift og uforudsigelighed, der stiller store krav til forandringsparathed, er elementer, der virkelig udfordrer og motiverer mig. Jeg ærgrer mig nogle gange over branchens manglende kreativitet og det manglende mod i tilgangen til disse forandringer.

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
At Humac klarede skærene igennem de seneste års turbulente ejerskifter og finanskrise og nu fremstår stærkere end nogensinde. Vi har skabt et stærkt team lige fra papdrengen til ledelsen, hvor alle har ydet en stor indsats, som de med rette kan føle sig stolte af. Jeg er stolt af at Humac Danmark i dag er en rollemodel for de andre lande i koncernen.

Og hvad er du mindst stolt af?
Tidligt i min karriere var jeg salgsansvarlig i en virksomhed på vej ind i en krise, vi opstillede nogle salgsmål, der skulle overholdes for at undgå personalereduktioner. På trods af at vi nåede målene, måtte vi alligevel reducere, da virksomheden havde været for ambitiøs i forhold til andre besparelser. Jeg er ærgerlig over ikke at have været mere kritisk overfor helheden i den plan.



Hvilken person i it-branchen har betydet mest for dig?
Bjarni Akason, Humacs oprindelige investor, der først gav mig chancen for at starte Humac. Han så Apple-bølgen komme år før andre og bragte Apple op på en tocifret markedsandel som det første land i verden. Og senere var Bjarni med stort mod og stor personlig økonomisk risiko stærkt medvirkende til, at Humac fik chancen for at vende udviklingen.

Hvor ville du være i dag, hvis du kunne gå tilbage i tiden og selv udforme din karriere?
Min karriere har været præget af det muliges kunst, jeg har altid søgt de udfordringer, hvor jeg kunne give mest muligt af mig selv og have mest mulig indflydelse. Jeg er meget stolt over og tilfreds med, hvad vi har skabt igennem de sidste år. Der er ikke noget sted, jeg hellere ville være lige nu end i Humac.

Hvad laver du om ti år?
Om ti år er jeg forhåbentlig i spidsen for et projekt, der motiverer mig ligeså meget som mit nuværende job, gerne noget innovativt og nyskabende.

Hvilket job - udover dit nuværende - ville du have, hvis du var økonomisk uafhængig og kunne vælge frit?
En af de få ting jeg har meget svært ved at acceptere, er når børn ikke har det godt. Hvis jeg var fuldstændig økonomisk uafhængig, ville jeg nok bruge mine kræfter på at skabe en bedre tilværelse for dem, der virkelig har brug for det.

Hvad er den største trussel mod din del af branchen?
Den ensidige afhængighed af en enkelt leverandør. I Apple-branchen er vi nødt til at stole på Apples fortsatte evne til at lave markedsledende produkter.

Hvad ville du gøre, hvis du var Danmarks it-minister?
Jeg ville integrere computere endnu tidligere og i alle fag i folkeskolerne og på ungdomsuddannelserne. Og jeg ville styrke grundforskningen på universiteterne samt involvere erhvervslivet, så de kan få mere umiddelbar gavn af denne forskning og være med til at finansiere og kommercialisere den. Det ville forbedre Danmarks position i fremtidens it.

Hvordan takler du arbejdspres?
Ved at omgive mig med kompetente mennesker, der kan dele byrden med mig. Hvis man forstår at udvikle sine medarbejdere i takt med at presset stiger, har man gode chancer for at overkomme endog meget store opgaver.

Hvordan kobler du af?
Jeg holder meget af at rejse, og finder ofte ny inspiration og overskud ved at opleve nye steder sammen med min familie og/eller venner. Og så prøver jeg at løbe en tur, så ofte jeg kan og løb faktisk mit første marathon her i efteråret.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere