Anklaget tilstår Comway-spionage

En tidligere medarbejder hos brokeren Comway Distribution indrømmede i dag i Retten på Frederiksberg, at han var med til at spionere mod konkurrenten Frode Herløv A/S, men hævder at Comways ledelse deltog aktivt i spionagen.

En nuværende og en tidligere medarbejder hos brokeren Comway Distribution står mandag og tirsdag anklaget ved Retten på Frederiksberg for ulovligt at have logget sig ind på konkurrenten Frode Herløv A/S´ interne database. På den måde har de to ifølge anklageskriftet kunnet følge med i konkurrentens fakturaer, kunde- og leverandøroplysninger og indkøbs- og salgspriser.

Men ved sagens åbning i dag afslørede de to anklagede dog dyb uenighed om deres roller i den omfattende spionage.

Den tidligere medarbejder A, erklærede sig ved sagens start skyldig. Han sagde dog, at han kun havde været inde på konkurrentens system i cirka 50 af de i alt 310 tilfælde, som fremgår af anklageskriftet.

A forklarede, at spionagen mod Frode Herløv startede kort tid efter, at han som sælger skiftede job fra Frode Herløv og startede i et tilsvarende job hos netop Comway. Ifølge A opdagede han ved et tilfælde at Frode Herløvs it-system ikke var beskyttet af password, hvilket han fortalte til sine kolleger og chefer i Comway. Det blev starten på en systematisk overvågning af konkurrentens priser, som ifølge den anklagede foregik med aktiv medvirken fra hans kolleger og de tre personer, som udgør ledelsen i Comway.

»Det var noget der blev talt åbent om i Comway, så de vidste hvad der foregik. Det var helt åbenlyst, at vi skaffede informationer, som gjorde det muligt at tilpasse vores priser,« sagde den tiltalte A blandt andet på dagens retsmøde.

Den forklaring blev kraftigt imødegået af den anden tiltalte i sagen, B, som fortsat er ansat i Comway. Han nægtede sig skyldig, men kunne på anklagerens spørgsmål ikke give nogen forklaring på, at den ulovlige overvågning af Frode Herløv var fortsat i en længere periode efter at A havde forladt sit job i Comway.

Et centralt dokument i sagen er en mailkorrespondance mellem A og B fra den 11. september, som ifølge anklageren indeholdt et link som gav direkte adgang til Frode Herløvs systemer. I mailen spørger A om B vil have »Frode-linket«, men opfordrer samtidig B til at bruge det »med måde«, fordi det ifølge A kunne »koste lidt bank«. I et svar på denne mail skriver B, at »Det er nok ikke så smart.« efterfulgt af en smiley.

Både A og B erkendte på dagens retsmøde at have skrevet de pågældende mails, uden at de dog kunne huske de nærmere omstændigheder ved korrespondancen.

Forsvareren for den nuværende Comway-medarbejder, B, forsøgte i øvrigt ihærdigt at så tvivl om A's troværdighed ved at spørge ind til A's faglige kompetencer og loyalitet over for sine arbejdsgivere. Forsvareren pegede blandt andet på, at A ved et par lejligheder angiveligt havde fortalt en kollega fra Frode Herløv om Comways spionage mod firmaet.

Desuden fremgik det, at direktør Jan Lippert fra Frode Herløv A/S på et tidspunkt i sommeren 2007 - før spionagen blev afsløret - havde henvendt sig til B med en advarsel om at A lækkede oplysninger om konkrete handler, som Comway indgik med bestemte kunder.

Anklageren i sagen kræver fængselsstraf mod de to tiltalte. Dommen forventes at blive afsagt tirsdag.

Retten på Frederiksberg har nedlagt navneforbud for begge de tiltalte.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere