Den halve milliard kroner blev passeret i softwareleverandøren Ravenholm Computings første år som selvstændig koncern. Det viser koncernregnskabet fra Ravenholm Holding A/S, der er moderselskab for de syv salgsselskaber i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Schweiz og USA.
Regnskabet dækker perioden 1. oktober 2001 til 30. september 2002. Den administrerende direktør Søren Rasmussen købte i september sidste år Ravenholm af Falconholm International for et "to-cifret millionbeløb i den høje ende", som det dengang blev sagt.
Netto-omsætningen endte på 567 millioner kroner, svarende til en stigning på 20 procent ifølge Søren Rasmussen. Driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) blev 19,9 millioner kroner, og årets resultat endte med et overskud på 5,3 millioner kroner.
Op mod 15 procents vækst i 2003
Det er tilfredsstillende, siger han til Computerworld Online og er ikke bange for at sigte højere med udsigterne for det nuværende regnskabsår 2002 - 2003.
- Vi er ambitiøse og siger 10 - 15 procents vækst i omsætningen, så vi ender et pænt stykke over de 600 millioner kroner, siger Søren Rasmussen.
Det baserer Ravenholm blandt andet på, hvad selskabet hører fra softwareproducenterne såsom Microsoft, Borland og Adobe. De enkelte Ravenholms-selskabers resultater i tidligere år indgår også i vurderingen.
Søren Rasmussen mener selv, at den pæne udvikling i omsætningen i en branche, hvor der ellers ikke er meget at le af, skyldes Ravenholms fokus på salg af software til det brede eller "horisontale marked".
Salget her har ikke været så hårdt ramt af økonomisk slowmotion på markederne som hardware og netværksprodukter.
- Vi sælger ikke løsninger til tandlæger, men kun brede løsninger. De er et mix af mainstream-programmer som Microsoft Office og mere specialiserede programmer til bestemte nicher, forklarer han.
Konsolidering i 2003
Det første år er også gået med at finde benene som selvstændig koncern med organisationsændringer, herunder en styrkelsen af ledelsen. Det er sket for at forbedre samarbejdet de enkelte lande imellem.
Søren Rasmussen regner ikke med, at Ravenholm skal ind på nye markeder i det nuværende regnskabsår. I stedet skal kræfterne bruges til at styrke positionerne på de markeder, hvor Ravenholm allerede er.
Ligeledes har han heller ikke planer om nye firmaopkøb til at supplere forretningen, som da Ravenholm købte onlineboghandlen Bookworld.dk af IDG, der ejer Computerworld Online.
- Sådan nogle muligheder opstår gerne hurtigt. Det kan man ikke planlægge efter, siger han.