Efter seks år som administrerende direktør forlader Knud Bundgaard outsourcing- og hostingforhandleren Front-Data og overlader stillingen til stifteren og hidtidige bestyrelsesformand Jens Søgaard, der fremover vil have dag-til-dag ansvaret for virksomheden.
Knud Bundgaard blev ansat i Århus-virksomheden som direktør for at skaffe Jens Søgaard tid og mulighed til at udvikle sine andre virksomheder og opkøbe it-virksomheder.
»Front-data og koncernens øvrige virksomheder er nu teknologisk, finansielt og strukturmæssigt klar til et nyt spring fremad, og det vil jeg selv drive fra min gamle stol i Front-data,« forklarer Jens Søgaard.
Nu vil han arbejde for at »udnytte de synergier« der er mellem Front-Data og søsterselskaberne DSI Data, Nextinnovation, Inopi og Front-Safe.
Han vil dog ikke blive siddende alene som direktør særligt længe. I løbet af foråret vil Front-Data gå i gang med at lede efter en ny direktør for Front-data, der skal være meddirektør sammen med Jens Søgaard.
Indtil udgangen af juli vil afgående direktør Knud Bundgaard fortsat være tilknyttet selskabet.