Næsten halvdelen af de danske virksomheder fortæller, at cloud allerede i dag har en betydning for dem. Det fremgår af IDC's undersøgelse af cloud computing i Danmark 2011, som bliver offentliggjort i dag. Blandt de 220 it-beslutningstagere, der indgår i undersøgelsen, svarer næsten 10 procent af cloud betyder meget for deres virksomhed – enten til forretningskritiske applikationer eller til commodity-software.
Yderligere næsten 40 procent af de adspurgte fortæller, at cloud bruges til enkelte applikationer eller i testmiljøer i deres virksomhed.
Hvis man går tre-fem år frem, så forventer 70 procent at cloud har en betydning for deres virksomhed – og næsten 40 procent tror, at cloud kommer til at betyde meget for dem.
Cisco har været med til at udforme spørgsmålene til undersøgelsen og her glæder man sig over, at mange danske virksomheder allerede har taget cloud til sig.
”De fordele ved cloud, som virksomhederne nævner i undersøgelsen, passer meget godt med de områder, som vi har valgt at satse på. Vi har et mål om at gøre det mere simpelt at bruge cloud. Jeg er også positivt overrasket over kendskaben til cloud hos de danske virksomheder,” siger Henrik Stær, der er teknisk chef i Cisco Danmark.
Det er 65 procent af de adspurgte, der har et godt eller begrænset kendskab til public cloud, mens lidt færre har kendskab til private cloud. Henrik Stær erkender dog, at der kan være forvirring omkring forskellen mellem de to typer. En private cloud bruges af en virksomhed til at tilbyde it-ydelser til sine egne medarbejdere og partnere.
Blandt de største fordele ved cloud nævner de adspurgte større grad af fleksibilitet, mulighed for løbende tilpasning og adgang til systemerne fra forskellige computere. Lavere totale omkostninger, hurtig levering af infrastruktur og synliggørelse af it-omkostningerne spiller også en stor rolle.
På listen over de største ulemper kommer tab af kontrol og datasikkerhed ind på de to første pladser – især når det gælder public cloud.
”Her er det vigtigt at at slå fast, at vi tager sikkerhed meget alvorligt. I en cloud-løsning har vi den samme sikkerhed på den virtuelle maskine som på en fysisk maskine. Jeg har hørt det sagt på en sikkerheds-konference, at 'cloud er dine data på en anden mands harddisk'. Så er det klart, at folk begynder at tænke på sikkerhed. Men vores budskab er altså, at sikkerhedsniveauet er det samme i vores cloud-løsninger,” siger Henrik Stær.
Blandt de andre ulemper nævnes lovgivningsmæssige barrierer, at det er vanskeligt at skifte tilbage, bekymring omkring driftssikkerhed og oppetider samt manglende integration og tilgængelighed.