Der er tegn på, at mobilproducenterne går lysere tider i møde, når salget af mobiltelefoner stiger igen. Det vurderer IT-analysehuset Gartner på baggrund af de globale salgstal for tredje kvartal.
De viser, at der blev solgt 104,3 millioner mobiltelefoner på de tre måneder i hele verden. Det er en stigning på 7,8 procent i forhold til samme periode sidste år, og det overstiger ifølge Gartner forventningerne, skriver The Wall Street Journal.
Gartners tal viser desuden, at Nokia for første gang nogen sinde kom op på at sælge hver anden mobiltelefon i Europa, Mellemøsten og Afrika.
På globalt plan steg det finske firmas salg med 14 procent til i alt 37,4 millioner telefoner. Det gav en stigning i markedsandelen fra 34 til 36 procent.
Den næstbedst sælgende mobilproducent, Motorola, så ifølge avisen for seks måneder siden ud til at hale ind på Nokia, når det gjaldt vækstrater. Imidlertid betød forsinkelser i produktionen, at salget kun steg 2,4 procent til 15 millioner solgte telefoner.
På tredjepladsen er Samsung med 11,1 millioner solgte mobiltelefoner, hvilket dækker over en stigning på 52 procent. Fjerdepladsen bliver indtaget af Siemens med 8,1 millioner solgte enheder, en stigning på 13 procent.
For Sony og Ericsson er der ingen opmuntring at hente i tallene, for det japansk-svenske joint-venture oplevede et nyt dyk. Før Sony og Ericsson fusionerede deres mobilforretninger var der samlede markedsandel på 9,1 procent. Nu er den faldet til 4,8 procent.