Labs 2 er navnet på den virksomhed, der opstod ud af udviklingsafdelingen i webhuset Framfab, som i juli 2001 blev solgt fra - og hvor stifteren af Framfab Jonas Birgersson gik ind som direktør.
Virksomheden har udviklet internetportal-platformen Brikks, der blev udviklet sammen med Ericsson, og som danner grundlag for bredbåndsnet til mobile terminaler.
Kunderne er - udover Ericsson - blandt andre Orange og Bredbåndsbolaget samt Italiens fjerde største mobilselskab, Blu.
I denne uge gennemførte selskabet en aktieudvidelse til udvalgte investorer, der ifølge Dagens Industri gav 7,1 millioner svenske kroner i ny kapital. Heraf er en del gået til at betale gæld til den gamle ejer, Framfab, så der på bundlinien er tilført 4 millioner svenske kroner.
Jonas Birgersson har selv skudt en million svenske kroner i selskabet ved emissionen og blev mandag udnævnt til administrerende direktør. Beskeden om udnævnelsen og den vellykkede emission fik aktiekursen til at stige 250 procent.