Det er synd og skam at lade nogle af klodens skarpeste hjerner inden for IT-forskning gå rundt og udelukkende pusle med frontforskning i IBM.
Sådan tænker IBM øjensynligt selv og præsenterer onsdag en ny forretningsenhed, der populært sagt vil leje forskernes viden ud til erhvervslivet.
Den nye forretning udspringer af IBM's forskningsenhed med 3.000 forskere - og dermed den største i IT-industrien. Den får navnet On Demand Innovation Services (ODIS). Det skriver Financial Times.
Virksomheder skal kunne leje forskere til at bruge deres avancerede matematiske modeller til eksempelvis at afprøve forskellige scenarier for en forretningsplan, som kunden er i færd med at udvikle.
Som direktør i IBM Research Paul Horn siger til avisen:
- Forskningen i IT og de problemer, som forskerne skal løse, vil ændre sig radikalt i de kommende år, siger han om baggrunden for det kommende tilbud.
IBM vil investere 7,5 milliarder kroner i den nye forretning over de kommende tre år.
Selskabet vil bruge modellen fra sin servicedivision, IBM Global Services, der er ved at blive udvidet med det tilkøbte PwC Consulting - og som alene står for 45 procent af virksomhedens omsætning.