»Vi er nået til et punkt, en kritisk masse, hvor vi skal have en bredere distribution. Vi har haft stor fremgang, og vi skal vækste mere,« forklarer lederen af den danske og svenske del af Viewsonic.
»Den nye, omfattende produktudvikling har også betydet et forstærket behov for at styrke ViewSonics position i kanalen. Det er vi overbeviste om vil ske gennem et samarbejde med Tech Data. Ud over en stor forhandlerbredde på b-t-b-markedet, har Tech Data desuden et stærkt fodfæste inden for detailbranchen, som er hovedsegmentet for en række af vores nye produkter,« tilføjer han.
I forvejen distribueres Viewsonics produkter af Ingram Micro og Microtronica.
I begyndelsen af marts introducerer Viewsonic to helt nye produkttyper i Danmark: Pocket PC og Smart Display. Pocket PC-nyheden får en slutbrugerpris på 2995 kroner, og ifølge Peter Anderson er den markedets tyndeste og letteste model. Nyheden er 14 mm dyb, og den vejer 118 gram, oplyser Peter Anderson.