Denne dag har - sagt på godt jysk, været en træls dag for Proshops direktør Poul Thyregod.
I løbet af weekenden er indbrudstyve sluppet væk med over 100 bærbare computere, samt et ukendt antal effekter fra selskabets lager i Århus. Poul Thyregod er ved at inspicere lageret og føre status, da CRN fanger ham på hans mobil:
»De har ramt et heldigt tidspunkt og er rendt med både bærbare og telefoner,« siger Poul Thyregod, som udlover en god bærbar i dusør til tips, som kan føre til opklaring af indbruddet.
Ifølge Proshop bør folk være ekstra på mærkerne, hvis de bliver tilbudt en bærbar af mærket Toshiba L40-17i. De bærbare computere skulle være anvendt til en kampagne og har en udsalgspris på 3000 kroner.
Det er anden gang på blot en uge, at Proshop har fået besøg af ubudne gæster.
»Første gang fik de for 103.000 kroner eksklusiv moms, denne gang tør jeg slet ikke tænke på, hvad de har fået.«
Tyvene har ifølge Poul Thyregod skaffet sig adgang til lageret ved at presse gitrene ind til lagret og samtidig slået hul i murstenene på lagerbygningen.