Prevas tidligere administrerende direktør Michael Aoun og konsulentchef Jakob Appel har stiftet Sharepointkonsulenthuset Enabling. Michael Aoun forlod Prevas for et halvt år siden, og han har siden taget konsulentchef Jakob Appel med sig. Også tidligere it-chef i høreapparatvirksomheden William Demant/Oticon, Hans Ole Jørgensen har sluttet sig til Prevas-duoen.
»Vi har i lang tid set et behov i markedet for en fokuseret it-management og konsulentvirksomhed, der med forretningsforståelse, leverer merværdi og resultater. Opstarten midt under finanskrisen er helt bevidst idet det giver os gode positionerings- og rekrutteringsmuligheder, når konkurrencen og nervøsiteten spreder sig blandt de etablerede spillere i branchen, siger Michael Aoun.
Enabling har derfor startet en større rekrutteringskampagne for at finde de helt rigtige medarbejdere til den nye virksomhed, som i øvrigt har sin adresse i et ombygget pakhus i Københavns nordhavn.
»Vi ser finanskrisen som en kæmpe mulighed, i det vi for første gang i en årrække kan få fat i de helt rigtige it-konsulenter. Der er helt klart flere jobsøgere derude end der har været de sidste mange år. Enabling søger både fastansatte og freelancekonsulenter, og vi forventer at have cirka 15-20 konsulenter i arbejde i begyndelsen af næste år, « siger Michael Aoun.