Microsoft har sin .Net arkitektur. IBM, HP og Oracle sælger allerede komponenter til web-tjenester. Sun mangler indtil nu på landkortet, når det gælder komponentbaserede udviklingsmiljøer til Internet, men firmaet er snart klar med flere nye produkter.
Sun ventes at præsentere sin kommende software-strategi på en konference for aktieanalytikere den 5. februar. Kernen er et nyt softwareværktøj, med kodenavnet "Brazil", som skal gøre det lettere og hurtigere at udvikle webbaserede applikationer ved at genbruge eksisterende komponenter og kombinere dem til nye tjenester.
"Brazil" kan allerede i dag downloades hos Sun i en tidlig testversion. Sun har designet sit eget "web application framework", der oprindelig blev skabt som et URL-baseret interface til smart cards, men siden er blevet udvidet til at omfatte alle slags enheder og tjenester.
Spydspidsen er ikke mindst vendt mod Microsoft. Brazil bliver en direkte konkurrent til Microsofts .Net. Begge gør det muligt for udviklere at genbruge komponenter i større web-applikationer.
Udviklere kan arbejde med forskellige programmeringssprog under .Net, f.eks. Java, mens Suns Brazil er begrænset til firmaets eget Java-sprog.
Udviklingsdivisionen Sun Labs betegner Brazil som eksperimentel og vil ikke sige, hvornår den færdige version ligger klar.
(Kilde: CNET)