Atea overtager softwareforhandleren Aprismo, en virksomhed, der er specialister i software asset management samt en række highend software-produkter. Opkøbet forventes at give Atea en årlig meromsætning på 18 millioner kroner.
Overtagelsen sker efter at Aprismo gik konkurs 7. december. Med i overtagelsen følger alle aktive kundeforhold og relevante aktiver. Prisen er opgjort som en aktivhandel, hvor Ateas betaling er »mindre end DKK 100.000«
Overtagelsen fandt sted i går, onsdag, og med købet flytter seks medarbejdere med til Atea, herunder også tidligere administrerende direktør Niels Bjørn Andersen, som er udnævnt til salgsdirektør på området.
Derimod er to administrative medarbejdere fra Aprismo, ikke blevet tilbudt job i Atea i forbindelse med overtagelsen.
»Aprismo passer virkelig godt ind i Ateas portefølje på løsnings- og softwareområdet, og det vil styrke vores position på markedet. Aprismo arbejder med professionelle leverandører for eksempel EMC, Managesoft og Quest - alle er de et godt supplement til Ateas nuværende leverandører,« siger Atea-direktør Martin Trolle, der dog ikke ønsker at oplyse den præcise købspris til ComONs søstersite CRN.