IBM's danske afdeling har lidt et ydmygende nederlag. Mærsk har droppet IBM til at implementere et nyt ERP SAP system for rederiet. Det sker på trods, af at IBM i sin tid overtog Mærsk Data for et milliardbeløb, og siden har stået for det meste af Mærsks it-drift.
Men Mærsk har haft utallige problemer med de IT-systemer, som IBM tidligere har udviklet til virksomheden. Blandt andet var rod med it-systemerne en af årsagerne til, at tidligere skibsreder Jess Søderberg sidste år måtte forlade Mærsk-koncernen. It-problemerne betød simpelthen, at virksomheden befandt sig i kaos.
Den danske ERP SAP ekspert Herbert Nathan kender ikke direkte til problemerne mellem Mærsk og IBM, men generelt er problemer med ERP-systemer lammende for store virksomheder.
»ERP-systemer er blevet langt mere forretningskritiske. Tidligere håndterede man kun bogføring via ERP, men i dag er det hele den grundlæggende infrastruktur for en virksomhed. Derfor er problemer med ERP ikke bare et it-problem, men et forretningsproblem. Hvis det ikke virker, så ved man ikke, hvem der er ens kunder, hvad de skal have leveret hvor, og om andre i virksomheden har udført ordren,« siger Herbert Nathan til Comon.
Han tvivler dog på, at Mærsk er på vej til et endeligt brud med IBM.
»IBM købte jo Mærsk data i sin tid og der ligger sikkert nogle bindinger på drift og viden om systemer, som Mærsk ikke bare kan droppe. Så jeg tvivler på, at Mærsk dropper al samarbejde med IBM,« siger han.
ComON har tidligere erfaret, at samarbejdet mellem Mærsk og IBM har knirket i de senere år.
Herbert Nathan vurderer, at det er en trecifret million kontrakt, som IBM har mistet. I stedet går de op mod 200 millioner til Accenture og L&T Infotech. IBM har dog stadig indgående samarbejde med Mærsk.
Ud over Mærsk's anstrengte erfaringer med IBM, så gik ordren ifølge kilder til Accenture og L&T Infotech fordi, de kunne stille med 2-300 konsulenter til at implementere systemet med det samme.
A.P. Møller Mærsk har haft et tæt samarbejde med IBM i årtier, og Mærsk Mc-Kinney Møller har tidligere siddet i IBMs bestyrelse.
Tidligere i år har blandt andre Carlsberg været stærkt utilfredse med IBMs drift af virksomhedens it-systemer.