Ny teknologi gør det muligt for læger og sundhedshjælpere at overvåge hjemmeboende patienters helbred. En række højere læreanstalter i Århus vil nu sætte fokus på området for at skabe nye virksomheder eller give eksisterende virksomheder nye muligheder. Det skriver Jyllandsposten.
Fjernovervågning af patienter - Remote Patient Monitoring (RPM) gør det for eksempel muligt at alarmere hospital eller ældreplejen, hvis borgerens blodtryk, åndedræt, hjerterytme, eller temperatur ændrer sig drastisk. En indlejret sensor kan ligeledes fortælle, om patientens sår heler ordentligt.
Lignende indsatser fra Ingeniørhøjskolen i Århus har tidligere resulteret i oprettelsen af firmaerne Urodan ApS og Medicus Engineering.
De deltagende parter er: Ingeniørhøjskolens udviklingslaboratorium Dellabs, Sygeplejeskolen og dele af it-byen Katrinebjerg. Det er intentionen, at også en række private virksomheder skal medvirke i projektet, men endnu har ingen meldt sig på banen. Projektet støttes med fem millioner fra Undervisningsministeriet.