AMD har fået et vigtigt forspring i kampen mod Intel. Firmaet har indgået aftaler med en lang række softwarefirmaer, som betyder at specialversioner af de fleste populære computerspil, som er optimeret til AMD's 3DNow-teknologi, kommer på markedet inden længe. 3DNow er en samling med 21 instruktioner, som er indbygget i K6-2 og de kommende K6-III og K7 processor-modeller. Programmører kan udnytte multimedie-instruktionerne til at optimere behandlingen af lyd- og grafik. Intel's kommende Pentium III processor er udstyret med et lignende system, Katmai.
Men AMD har et forspring, fordi firmaet allerede har solgt næsten ni millioner K6-2 processorer med 3DNow. De to teknologier er ikke indbyrdes kompatible, men programmører kan i stedet vælge at skrive deres programmer til Microsoft's DirectX 6.0, som i begrænset omfang udnytter begge systemer.