Svenske Investor AB har forpligtet sig til at investere yderligere 1,5 milliarder kroner i HI3G Access, som ejer teleselskabet 3 i Danmark, skriver Berlingske Tidende. Dermed har det skandinaviske selskab samlet modtaget otte milliarder kroner fra Hutchison Whampoa og Investor AB.
Milliardinvesteringen skal hjælpe teleselskabet 3 i kampen om de danske og svenske mobilkunder. I Danmark er 3 indtil videre det eneste selskab, som tilbyder 3G-mobiltelefoni, men interessen har indtil videre været begrænset.
Teleanalytiker John Strand mener, at 3 er alt for tidligt i gang med 3G-telefoni. Og det hjælper heller ikke at kaste yderligere milliarder i selskabet.
»Ser man på selskabets samlede forretning i Sverige og Danmark, så har de fået knap 20.000 kunder i et marked, hvor der er 12 millioner mobilbrugere. Det er ganske enkelt mission impossible det her, og investeringen i »3« overgår sammenlagt de tab, som Telia og Orange har haft herhjemme til sammen,« siger John Strand til Berlingske Tidende.