Den danske producent af DVD-afspillere, Kiss Technology, får nu tilført ekstra kapital, ligesom en amerikansk leverandør har meldt sig i ejerkredsen.
Det er selskabets chipproducent, Sigma Design, der har erhvervet en ejerandel på 6,67 procent af aktierne. Fra domicilet i Hørsholm leverer Kiss Technology blandt andet avancerede DVD-afspillere, og selskabet har hidtil været ejet ligeligt af de to stiftere, Peter Wilmar Christensen og Martin Manniche. Sigmas køb af en ejerandel bidrager med godt seks mio. kroner til Kiss Technologys kasse.
Derudover har de oprindelige ejeres holdingselskab konverteret et lån til aktiekapital, og de to manøvre har i alt tilført firmaet knap 15 mio. kroner i ny kapital.
Marketingdirektør Bo Lustrup afviser dog overfor Børsen, at kapitaltilførslerne er udtryk for akutte økonomiske problemer. Firmaet har netop afsluttet årsregnskabet, men har endnu ikke offentliggjort det. Sidste år måtte Kiss Technology notere et underskud på 22 millioner kroner før skat.
Det er især firmaets DivX-kompatible DVD-afspillere, der har gjort Kiss Technology kendt, også uden for Danmark.