Aalborg Universitet (AAU) skal de næste tre år forske i fjerde generation af mobiltelefoni, 4G. Det er den sydkoreanske elektronikgigant Samsung, som betaler 27 millioner kroner til projektet.
Forskerne på AAU skal udvikle et komplet nyt radiosystem til højhastighedstransmission, samt et nyt antennekoncept MIMO (Multiple-Input, Multiple-Output).
Formålet er at designe en trådløs bredbåndsteknologi, som kan anvendes uanset hvor brugeren befinder sig, gennem større udnyttelse af nettet og bedre udnyttelse af båndbredden.
Projektet hedder Hi-SWIFT-BAY, hvilket står for High-Speed Wireless Transceivers for Future Broadband Access Anywhere.
Forskningsprojektet ledes af professor Ramjee Prasad, som er blandt verdens førende forskere inden for mobilkommunikation.
Ifølge nyhedsbureauet Ritzau forventer Ramjee Prasad, at 4G-mobilteknologi vil komme på markedet i 2010.