I kampen mod Justitsministeriets logningsbekendtgørelse, der træder i kraft den 15. september, tager it-fagforeningen Prosa nu et usædvanligt middel i brug. I det nyeste nummer af fagforeningens medlemsblad, der udkommer i dag, får PROSAs 12.000 medlemmer en cd der indeholder software, så man kan færdes anonymt på nettet.
»Danmark er et af de mest overvågede samfund. Vi har i dag en lovgivning på det elektroniske område, der svarer til at vi skulle have scannet al vores almindelige brevpost med angivelse af afsender, modtager og tidspunkt for afsendelse og modtagelse. Det er tilstande, Stasi ville have været misundelige på for år tilbage,« siger Jesper Gødvad, formand for Prosa-bladets redaktionsudvalg.
Fagforeningen betegner den danske overvågningslovgivning og logningsbekendtgørelse som symbolpolitik og spild af penge. Derfor har Prosa valgt at distribuere programmer som Macchanger, TOR, Twinkle og Polippix på bladets cd. Programmerne kan også hentes på www.klid.dk.
Den tidl. operative chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, mener at initiativet er med til at rejse en vigtig diskussion.
»Det er tid til, at vi stopper op og trækker vejret og finder ud af, hvor langt vi vil gå. Der er sket et skred i den seneste terrorpakke, hvor man fx i nogle situationer opgiver domstolskontrollen. Og hvis det er muligt for almindeligt intelligente fornuftsmennesker som jeres medlemmer at undgå registrering, så kan folk med onde hensigter uden tvivl også,« siger Hans Jørgen Bonnichsen i et interview med Prosa-bladet.