PeopleSofts opkøb af konkurrenten J.D. Edwards er nu tæt på at være en realitet. PeopleSoft har købt 110 millioner J.D. Edwards-aktier for 1,8 milliarder dollar. De resterende aktier opkøbes i slutningen af august.
Det har ikke fået Oracle til at opgive sin kamp for at få fingrene i PeopleSoft.
»Vi mener, tiden er på vores side. Oracle ønsker fortsat at købe PeopleSoft med tillæg af J.D. Edwards,« siger Oracle-talsmand Jim Finn ifølge det amerikanske CRN.
Oracle har forlænget sit tilbud på PeopleSoft til 15. august. Det seneste tilbud lyder på 6,3 milliarder dollar i kontant betaling.