Robot-teknologien har taget store spring fremad i de seneste år, men indtil nu har der været tale om relativt ufarlige robotter som støvsugeren Roomba eller Sonys dansende Aibo. Nu har koreanske Samsung udviklet en anderledes farlig robot, der er som hentet ud af en science-fiction film. Det specielle ved vagtrobotten er ikke dens tekniske specifikationer, der ligner mange andre robotter på markedet, men derimod at den kan udstyres med et maskingevær.
Den såkaldte Intelligent Surveillance & Security Guard Robot kan »se« over en afstand på op til fire kilometer om dagen og to kilometer om natten med et infrarød-kamera. Et ekstra zoomkamera kan forlænge rækkevidden yderligere. Robotten kommunikerer trådløst med overvågningscentralen og den nuværende model kan kun fastmonteres - en version med larvefødder eller hjul er ikke planlagt, hvilket sikkert vil berolige alle dem, der frygter at blive forfulgt af en skydegal robot.
Robotkøberen kan selv vælge, om man vil montere et maskingevær eller et andet, ikke-dødeligt våben på robotten. Samsung oplyser ikke, hvor præcis robotten kan skyde, men på nettet kan man hente en demonstrationsvideo, hvor robotten skyder mod målskiver. Det oplyses heller ikke, hvordan robotten kan kende forskel på venner og fjender.
Kamprobotten er desuden udstyret med en tåregas-beholder, der skal beskytte robotten hvis fjenden kommer så tæt på, at det ikke længere er muligt at skyde.
Den sydkoreanske regering har betalt for udviklingen af dræber-robotten, der blandt andet skal bruges til bevogtning af grænsen med Nordkorea.