To forskere fra University of California i San Diego har udviklet software, som automatisk fjerner mennesker fra Google Street View-billeder. I de seneste år har Google sendt sine fotovogne rundt i mange af verdens lande – også i Danmark – for at tage billeder på gadeplan. Det har medført blandede reaktioner – mange føler at privatsfæren bliver krænket, og enkelte steder har Google fået forbud mod at fotografere.
For at imødekomme disse bekymringer har Google indbygget en automatisk sløring af ansigter i systemet. Det skulle gøre det umuligt at genkende personer på billederne. Men kombinationen af højde og kropsbygning, tøj og sko kan alligevel gøre det muligt for stedkendte at identificere de personer, der er gengivet på Street View-billederne.
Det mener forskerne Arturo Flores og Serge Belongie, som derfor har udviklet deres software, som fjerner personer helt fra Street View-billederne – uden at efterlade en tom plet. Typisk er der to eller flere billeder med den samme person, hvor man kan se baggrunden fra forskellige vinkler. Tricket er så, at personen ikke skygger for den samme baggrund på begge billeder. Softwaren tager derfor den ”frie” baggrund fra det andet billede og bruge den til at ”male hen over” personen på billedet.
Resultatet er så, at mennesket bliver fjernet, uden at man kan se det på det færdige billede. Det fungerer stadig ikke helt perfekt – softwaren har svært ved at håndtere grupper af mennesker, og i nogle tilfælde kommer skoene eller en hund i snor ikke med, så det færdige billede viser et par herreløse sko eller en hund med stram snor, der slutter midt i luften.
Men forskerne mener alligevel, at deres software giver en betydelig bedre anonymisering af Street View-billeder end Googles egen løsning, hvor det altså kun er ansigter, der sløres. Det forlyder ikke, hvad Google siger til denne teknologi.